83 millioner i krisestøtte til landmændene

EU kommer med 83 millioner kroner i krisestøtte til dansk landbrug. Nu er fødevareminister Eva Kjer Hansen klar med fordelingen af pengene.

Det bliver mælkebønderne, der får langt den største del af den økonomiske krisehjælp, som EU i september valgte at række ud til medlemslandenes landbrug. Det skriver Landbrugsavisen.

60 millioner kroner får de danske mælkebønder i støtte. De får altså langt størstedelen af de 83 millioner kroner, som EU sender i støttekroner til Danmark.

Det er ministerens beslutning, at mælkebønderne får mest hjælp, da de er hårdest ramt, lyder det.

Med 3500 besætninger over hele landet, betyder det, at hver mælkebonde i gennemsnit får 17.000 kroner i støtte. Men den enkelte støtte vil variere, da pengene fordeles efter, hvor meget mælk den enkelte har produceret i en udvalgt periode.

Øvrig støtte gennem lettere afgifter

Ministeren har der udover sat 20 millioner kroner af til, at øvrige husdyrproducenter; svin, får geder og kødkvæg, slipper for at betale afgift til dyrevelfærdskontrol i 2016.

Afgiften dækkes derved med 20 millioner kroner fra EU. En udregning, som Landbrug og Fødevarer har lavet sammen med Fødevareministeriet.

- Pengene løser ikke producenternes problemer, men de er en lille likviditetsindsprøjtning, siger Eva Kjer Hansen til Landbrugsavisen.

EU giver 3,1 milliarder kroner i støtte

Det var i september, at EU landbrugsministre blev enige om at sende støttepenge til medlemslandene. I alt uddeler EU 420 millioner euro eller 3.129 millioner danske kroner.

Argumentet for krisestøtten er Ruslands embargo mod vestlige fødevarer.

Ikke national fordobling i støtte

Den danske regering har muligheden for selv at poste 83 millioner kroner ekstra i støtte, men det har politikerne fravalgt.

De vil ikke nationalisere landbruget på ny, som vil forvride konkurrencen i forhold til det øvrige EU.

- På den lange bane skal vi have bragt danske landmænd ud af krisen ved at forbedre deres konkurrenceevne og åbne adgang til flere markeder, siger Eva Kjer Hansen.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Erhverv.