Tomme haller tvinger foreningslivet til at tænke kreativt

I flere mindre byer står idrætshallerne gabende tomme i weekenderne, så nu skal der tænkes ud af bokse. I Bøvlingbjerg er løsningen messer.

I Bøvlingbjerg er messer blevet en del af løsningen på tomme haller ifølge projektmedarbejder Mette Gransgaard. I denne weekend er der vikingemesse.
I Bøvlingbjerg er messer blevet en del af løsningen på tomme haller ifølge projektmedarbejder Mette Gransgaard. I denne weekend er der vikingemesse.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Engang var idrætshallerne et naturligt samlingssted, men i mange mindre byer står hallerne nu helt tomme, fordi indbyggertallet falder, og sport er måske ikke længere det naturlige sted at mødes. Det kender de alt til i Bøvlingbjerg.

- Der var ikke en masse håndboldstævner og fodboldstævner i weekenden, og der stod hallen gabende tom, fortæller Mette Gransgaard, der er projektmedarbejder i Bøvling Idræts- og Kulturhus.

Det har fået dem til at tænke ud af boksen. Erstatningen blev messer, og i denne weekend er der håndværker- og vikingemesse med masser af våben, vævning og ravsmykker.

- Vi synes, at vi var nødt til at give det en kickstarter og se, om vi kunne lave nogle andre arrangementer i hallen. Det har faktisk grebet lidt om sig, for vi synes faktisk, at det er en rigtig god idé, siger Mette Gransgaard.

Messerne begyndte for fire år siden, og der er nu fire om året – en kunstmesse, bogmesse, vikingemesse og bryllupsmesse.

Mange var mødt på for at vise deres håndværk til vikingemessen, og der var også mulighed for at købe både tøj og smykker.
Mange var mødt på for at vise deres håndværk til vikingemessen, og der var også mulighed for at købe både tøj og smykker.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Ingen aktivitet i Ørnhøj

Det er ikke kun i Bøvlingbjerg, at hallerne står tomme. I gennemsnit står næsten 40 procent af landets idrætshaller tomme det meste af tiden mellem klokken 16 og 22 på hverdage, viser en analyse, som Idrættens Analyseinstitut og Syddansk Universitet lavede i 2019.

Det samme gør sig gældende i Ørnhøj. Denne weekend er der ingen aktivitet.

- Sådan en søndag burde der være håndboldstævne en hel dag, og man ville ønske, at der var liv og glade dage altid, men det kan vi ikke tilbyde længere. Der er bare ikke så meget idræt i dag, som der var for fem år siden, siger Inger Marie Dahl Kristensen, formand for Ørnhøj Hallen.

De har nu nedsat en arbejdsgruppe til at finde på nye aktiviteter.

- Vi synes, vi har nogle rigtig fede rammer, men de skal bare udfyldes med noget, og det skal vi finde ud af. Måske skal rammerne udvides. Vi er nødt til at gøre noget.

Inger Marie Dahl Kristensen, formand for Ørnhøj Hallen, ærgrer sig over, at der ikke længere er det samme liv i hallen som for få år siden. Nu skal en arbejdsgruppe sætte gang i nye aktiviteter.
Inger Marie Dahl Kristensen, formand for Ørnhøj Hallen, ærgrer sig over, at der ikke længere er det samme liv i hallen som for få år siden. Nu skal en arbejdsgruppe sætte gang i nye aktiviteter.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

En hal betyder alt

For et lokalsamfund betyder det alt at have en hal med aktiviteter.

- Der skal være en skole, en hal og en købmand. Ellers kan man godt dreje nøglen. Jeg håber, der er nogen, der kan spejle sig i vores situation, siger Mette Gransgaard.

Jens Johan Viborg, som er pensionist og bor i Bøvlingbjerg, er enig.

- Det betyder alt for byen at have hallen. Der skal være et sted, hvor vores børn og unge kan være også. Hvis ikke der kommer nogle ekstra timer på, så kan det jo ikke rende rundt og så lukker tingene, siger han.