Sat til salg for 135.000 kroner – nu er Danmarks billigste hus solgt

Et lille hus ved Lemvig havde i starten af september titlen som Danmarks billigste, og nu er det solgt uden afslag i prisen.

Ejendomsmægler Torben Sørensen er glad for, at han har fået solgt Danmarks billigste hus.
Ejendomsmægler Torben Sørensen er glad for, at han har fået solgt Danmarks billigste hus.
Foto: Privatfoto, Marlene Eyde / TV MIDTVEST

15 dage til salg på nettet var, hvad der skulle til, før det, der var Danmarks billigste hus i starten af september, blev solgt.

Huset, der ligger i den lille landsby Fåre ved Bøvlingbjerg syd for Lemvig, var sat til salg for 135.000 kroner, og den nye ejer købte bungalowen til udbudsprisen.

Det glæder Torben Sørensen fra den lokale afdeling af ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen, der har stået for at sælge huset, og han har haft travlt med at svare på henvendelser, siden det kom til salg.

- Der har været enormt stor interesse. Den har fået næsten 14.000 klik på vores hjemmeside, og det er pænt mange klik i vores område. Der er også mange, der har villet ud at se huset, siger Torben Sørensen.

Køber vil flytte til byen

Og den lave pris har ikke kun fået lokale til at kigge mod huset, men også potentielle købere fra andre kommuner. 

- Hende, der har købt det, kommer fra Trekantsområdet, og hun påtænker at flytte herop, når der er blevet gjort lidt ved det. Og det er jo dejligt med en tilflytter til området, siger ejendomsmægleren.

Huset er bygget i 1947 og består af 75 kvadratmeter bolig, en kælder i samme størrelse og 18 kvadratmeter udestue. Det hele trænger til en kærlig hånd, men det er meningen, at den nye ejer vil give huset nyt liv.

- Jeg ved ikke, hvad hun har tænkt sig, men der skal nok lige kigges lidt til nogle ting rundt om huset, siger Torben Sørensen.

Her viser ejendomsmægleren rundt i huset i Fåre.

Flere billige huse bliver hilst velkommen

Med bungalowen i Fåre solgt er der et stykke vej op til det næstbilligste hus i den lokale mægler John Frandsens portefølje. Det koster 199.999 kroner, er 176 kvadratmeter og ligger på Pugholmvej i Dybe

Men Torben Sørensen vil gerne have flere billige huse at sælge. 

- Det vil jeg meget gerne, og det er næsten uanset beliggenhed. Om det ligger inde i landet eller ved Vesterhavet er næsten uden betydning, når det er i det prisniveau. Det vil altid være attraktivt, siger han. 

Titlen som Danmark billigste er nu overgået til et andet hus i Nordvestjylland, som ligger på Klostergade i Vestervig. 

Det er Nybolig Thy & Thyholm, der har opgaven med at sælge det 140 kvadratmeter store hus med seks værelser, som er bygget i 1907. 

Huset har været til salg i 4,5 år, og prisen er i den periode blevet sat ned med mere end 70 procent, så det i dag er til salg for 95.000 kroner.