Orla Østerby får frataget alle ordførerskaber

Ledelsen i Konservativt Folkeparti er blevet bekendt med, at folketingsmedlemmet fra Bækmarksbro i 2017 har udvist grænseoverskridende adfærd overfor partifælle Brigitte Klintskov Jerkel.

(Arkivfoto) Orla Østerby ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig yderligere om sagen.
(Arkivfoto) Orla Østerby ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig yderligere om sagen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Brigitte Klintskov Jerkel har været udsat for, hvad der betegnes som grænseoverskridende adfærd fra Orla Østerby, men har indtil nu ikke ønsket at stå frem med navn eller parti.

Men da hun i sidste uge blev kontaktet af et medie, som fortalte hende, at de ved, at det er Orla Østerby, så valgte hun at kontakte partiets ledelse, skriver Det Konservative Folkeparti i en pressemeddelelse.

- Partiet kan på ingen måde acceptere, at man fysisk og verbalt udsætter en anden for grænseoverskridende adfærd. Derfor fratager vi nu Orla Østerby sine ordførerskaber, udtaler gruppeformand Mai Mercado.

Partiet skriver i deres pressemeddelelse at de har iværksat tiltag i både folketingsgruppen, blandt ansatte og i partiets bagland og at de vil igangsætte undersøgelser for at finde frem til me-too sager i partiet.

Der er sagt undskyld

Der har været en samtale mellem partiet og de to politikere, og i den forbindelse, skulle luften også være renset, men alligevel fratager partiet Orla Østerby alle ordførerskaber.

- Orla har givet mig en undskyldning, og den har jeg taget imod. Jeg er glad for, at partiets ledelse har håndteret sagen, som den har gjort. Det er ikke nemt at stille sig frem og fortælle om den slags episoder. Men nu har han sagt undskyld, og det betyder, at jeg kan komme videre og fokusere på mit politiske arbejde, siger Brigitte Klintskov Jerkel.

Orla Østerby mener selv at der må være tale om en misforståelse, hvor han har forsøgt at være lidt for kæk, men at det er blevet opfattet anderledes.

- Jeg husker ikke de beskrevne hændelser. Men jeg tror naturligvis ikke, at min kollega lyver, så derfor vil jeg gerne beklage og undskylde, at de omtalte berøringer er opfattet som grænseoverskridende, siger han.

TV MIDTVEST har snakket med Orla Østerby, der på nuværende tidspunkt ikke ønsker at udtale sig yderligere.