Nu sætter TV MIDTVEST storkekameraet op – i år kan du se med, selvom det er blevet mørkt

Snart er det storkesæson på TV MIDTVEST igen, og som noget nyt kan storkeelskere nu også se med om natten.

Per Fjeldgren lægger baghave til den populære storkerede udenfor Bækmarksbro. Her står han ved det helt nye TV MIDTVEST-setup, der skal sende direkte billeder fra storkereden sæsonen igennem.
Per Fjeldgren lægger baghave til den populære storkerede udenfor Bækmarksbro. Her står han ved det helt nye TV MIDTVEST-setup, der skal sende direkte billeder fra storkereden sæsonen igennem.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Foråret begynder så småt at titte frem, og det betyder også storkesæson. En begivenhed, TV MIDTVEST naturligvis dækker med direkte tv-billeder fra storkereden. 

Og i år bliver det med udstyr, der gør det muligt at se med om natten via infrarødt kamera.

- Vi bruger det samme kamera som sidste år, men nu sætter vi infrarødt lys op så vi kan gå i nightvision-mode om natten. I de mørke timer kan man altså også nu følge med, fortæller Mogens Kjeldsen, der er teknisk ansvarlig på TV MIDTVEST.

Ifølge Mogens Kjeldsen kan det blive en fordel for de seere som sidste år så med fra andre steder i verden. 

Det er det infrarøde lys, der er monteret nederst på billedet her, som kommer til at sørge for, at tv-seerne kan følge med i storkereden, selvom mørket er faldet på.
Det er det infrarøde lys, der er monteret nederst på billedet her, som kommer til at sørge for, at tv-seerne kan følge med i storkereden, selvom mørket er faldet på.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Storke-tv trak millioner af seere 

Storkereden med Kjeld og Yvonne var et kæmpe seer-hit i 2020. Der var i alt 4,3 millioner besøg på storkesiden og to millioner afspilninger på den direkte stream, som TV MIDTVEST satte op.

Og nu er både storkeværterne og det tekniske setup altså klar til endnu en sæson med masser af gode billeder og oplevelser fra storkelivet i Bækmarksbro. 

- Vi glæder os helt vildt. Vi vil jo gerne dele historien om storken, siger Louise Lund Fjeldgren, der sammen med sin mand Per Fjeldgren er værter for storkefamilien.

0:47
Sådan så det ud i fjor, da det første æg kom til verden.
Foto: TV MIDTVEST

Lige nu er arbejdet i fuld gang med at gøre reden klar til storkeparret, Kjeld og Yvonne. 

- Den gamle rede er gjort klar med halm og andet, så den er klar, siger Louise Lund Fjeldgren. 

Og som noget nyt er der i år ikke bare én, men to reder klar. 

- Det nye er, at der er kommet en aflastningsrede. Årsagen til det er, at hvis der kommer tre unger som sidste år, så er der ikke plads til far og mor. Sidste år fløj de væk fra reden og boede ude i området, så der var plads til ungerne. Men med den nye aflastningsrede, vil vi sikre at familien forbliver samlet, siger Louise Lund Fjeldgren. 

Sidste år kom storkeparret i starten af april, og ifølge Louise Lund Fjeldgren er storkene begyndt at trække mod nord sydfra. 

Hvis alt går planmæssigt, begynder TV MIDTVEST at sende live fra storkereden allerede i næste weekend.