Lemvig fyrer dametræner

Lemvig Basket har valgt at opsige samarbejdet med dameligatræneren Antonio d'Albero med øjeblikkelig virkning. Bruddet skyldes for store forskelle i kulturer.

19VoBasketFyring.jpg

Der er stor forskel på italiensk og dansk kultur. Og især når det kommer til basketball. Det har de måttet sande i Lemvig Basket. Inden denne sæson ansatte klubben den italienske træner Antonio d'Albero, men nu har ledelse altså besluttet, at det samarbejde skal stoppes.

- Vi har ikke det professionelle niveau, som vores træner har været vant til at have. Det har vi selvfølgelig gjort os nogle erfaringer omkring, og så er vi nået frem til den beslutning her, siger formand for Lemvig Basket, Rene Jakobsen.

Spillerne har i et stykke tid været frustreret over italienerens måde at lede holdet på, og i går blev det altså for meget. Antonio d'Albero rejser nu tilbage til Italien og med sig tager han sin kæreste Maria Florencia Palacios, som spillede på holdet.