Lægemangel i Lemvig: Hvert 7. døgn må akutlægebilen stå stille

Der er ikke læger nok til at bemande akutlægebilerne i Lemvig.

Akutlægebilerne i Lemvig mangler læger til at bruge dem.
Akutlægebilerne i Lemvig mangler læger til at bruge dem.

Der kan tage længere tid for en lægebil at komme frem i området omkring Lemvig.

Der er nemlig for få læger til at bemande akutlægebilen hele tiden, og derfor står bilerne hver syvende dag stille.

I stedet må lægebiler fra eksempelvis Holstebro eller Ringkøbing tage turen mod Lemvig.

Det skriver Jyllands Posten.

I tre et halvt døgn stod lægebilen i Lemvig nemlig stille mellem 14. maj kl. 8 om morgenen til den 17. maj kl. 17.

- Det er bekymrende, for vi ved jo, at den første og hurtige hjælp er den vigtigste, når ulykken er ude. Der er cirka 100 km til sygehuset i Gødstrup, så det er vigtigt med lægehjælp på stedet, siger formanden for Lemvigs social- og sundhedsudvalg, Gunnar Lisby Kjær (V) til avisen.

- Vi føler os snydt

Utrygheden er også at mærke blandt de borgere, som TV MIDTVESTs reporter søndag mødte i Lemvig. 

- Det gør mig lidt utryg, for jeg har en mor her, som er en ældre person på 86 år, siger Irene Lilleøre Lind. 

Hans Kolind, som bor i Lemvig, føler, at borgerne i byen er blevet snydt. 

- Bekymringen er jo, at der sker et akut sygdomstilfælde eller ulykke, hvor lægebilen kommer for sent.

- Det er jo en politisk prioritering, og der står vi åbenbart ikke først for. Om det er fair? Det ved jeg ikke. Men vi må leve med det, siger han.

Hør reaktionerne fra borgere i Lemvig her:

1:04
Utryghed var en gennemgående følelse blandt de borgere, som TV MIDTVEST mødte i Lemvig.