Region Midtjylland i møde om akutproblemer: - Vi gør alt, hvad vi kan

Der er ingen lette løsninger, som kan klare problemerne i akutmodtagelsen, siger formand for Region Midtjylland.

2:05
Flere regionsrådspolitikere havde forlangt en redegørelse om den kritiske situation på akutafdelingen i Gødstrup
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Travlhed, kaos og patienter i kø. 

Det er nogle af de problemer, som patienter og læger på akutmodtagelsen i Gødstrup beretter om. 

I dag var situationen på dagorden til møde i Region Midtjyllands forretningsudvalg, hvor flere af regionens politikere forlangte en redegørelse over de kritiske tilstande på afdelingen. 

- Der er ingen tvivl om, at det er en svær situation, og vi er pressede, siger Anders Kühnau, der er formand for regionsrådet i Region Midtjylland. 

- Vi mangler personale på akutafdelingerne og på de medicinske afdelinger, og derfor har vi flaskehalse, som gør at vi desværre har rigtig travlt, siger han umiddelbart efter mødet. 

Ingen snuptagsløsninger 

Både læger og patienter har i den seneste tid råbt op om problemerne på akutafdelingen i Gødstrup. 

Og det nødråb tager politikerne i Region Midtjylland alvorligt, understreger Anders Kühnau.

Alligevel har han ingen nemme løsninger med ud fra udvalgets møde. 

- Der er ingen snuptags-løsninger – det er et langt ledelsesmæssigt træk og et stort ledelsesmæssigt fokus. Vi bruger meget tid og energi på det i regionsrådet, og det har vi gjort i hele perioden, forsikrer han. 

Et landsdækkende problem 

Men det er ikke kun i Gødstrup, at problemerne hober sig op. 

Også på Regionshospitalet Viborg har akutafdelingen rygende travlt, fordi antallet af indlæggelser er steget med 20 procent fra 2019-2022. Det viser tal, som TV MIDTVEST har fået af Region Midtjylland. 

Men tendensen er landsdækkende. 

Tal, som Databasen for Akutte Hospitalskontakter har trukket for TV 2, viser, at der på landsplan fra 2017 til 2021 er sket en stigning i antallet af akutte patienter på 4,4 procent.

Samarbejde om færre indlæggelser

- Vi er i gang med at ansætte alt det personale, vi kan – både på akut- og medicinsk afdeling, forsikrer Anders Kühnau.  

- Derudover arbejder vi tæt med kommuner og praktiserende læger, for at prøve at undgå nogle af de mange indlæggelser, vi ser. Der er muligheder for at undgå indlæggelserne, men det er kompliceret, og det kræver et tæt samarbejde med kommunerne og de praktiserende læger, for at komme i mål med det, siger Anders Kühnau.

Formanden understreger, at udfordringerne ikke må koste menneskeliv, og afviser, at det er livsfarligt at blive modtaget på akutafdelingen i Gødstrup. 

- De akutte patienter i Region Midtjylland skal føle sig helt trygge ved at henvende sig i akutmodtagelsen, også når de kommer ind med ambulancen. Der skal tages ordentligt hånd om alle vores patienter, og det har vores største fokus, siger han.