Begejstret borgmester byder indenfor i nyt klimahus: - Det betyder rigtig meget for Lemvig
Klimatorium i Lemvig blev i dag indviet, og forventningerne til det nye klimafokuserede hus er tårnhøje.
Klimatorium er mere end bare et hus. Det er også et symbol på store drømme og håbet om en bedre fremtid for os alle sammen.
Det kan lyde som nogle meget højtragende ord, men hos folkene bag Vestjyllands nye klimacenter er der koblet store forventninger sammen med Klimatorium, som blev indviet onsdag.
- Klimatorium betyder rigtig meget for os. Jeg håber og tror på, at vi kan være med til at skabe nogle løsninger på de klimaudfordringer, som vi alle sammen står overfor, siger borgmester i Lemvig Kommune, Erik Flyvholm (V).
Ud over at hjælpe klimaet, så regner borgmesteren også med, at Klimatorium vil styrke det lokale erhvervsliv.
- Jeg håber og tror på, at vi kan være med til at få tingene sat i gang. Noget af det vi er gode til, er at arbejde sammen og få inddraget det private erhvervsliv. Så jeg tror på, at det kan være med til at skabe noget vækst og udvikling i den her del af landet med afsæt i nogle af de stedbundne udfordringer, vi har, siger Erik Flyvholm.
Klimatorium er en stor gevinst for Lemvig
Planen er, at Klimatorium skal være et centrum for klimaprojekter og ny teknologi i hele landsdelen. Bygningen kommer til at fungere som mødested for virksomheder, vidensinstitutioner, offentlige instanser og folk fra det civile samfund, som arbejder på løsninger inden for klimaområdet.
For Lemvig som kommune er det en stor gevinst at huse sådan et sted, mener borgmester Erik Flyvholm.
- Det er en drøm, der er blevet til virkelighed. Der er så mange spændende projekter og så megen udvikling her i Lemvig, der har handlet om klimatilpasning, og der er mange flere idéer. Så at vi nu får rammerne til at udtænke fremtidens løsninger - det er bare helt fantastisk, siger han.
Fornem pris til det nye byggeri
For både borgmesteren og de andre folk bag Klimatorium endte åbningsdagen med at blive endnu bedre end forventet.
Ved indvielseshøjtideligheden blev de nemlig overrasket af nyheden om, at Klimatorium har vundet prisen som Årets Byggeri 2020 for erhverv.
- Det er så fantastisk. Da vi valgte arkitekt og valgte det her udtryk var vi spændte på, hvordan det ville se ud i virkeligheden, og vi synes, det er blevet så godt. At andre så også kvitterer, det er bare rigtig godt. Det er vi så stolte af, lyder det fra den glade borgmester.