Anderledes hobby: Peter har Europas største samling af barberskrabere

Peder Iversen fra Ramme begyndte at samle på de klassiske barberskrabere i 70’erne, da han arbejdede hos barbergiganten Gillette.

2:00
Peder Iversen har bogstaveligt talt skrabet en samling sammen, der ligger et godt stykke ud over det sædvanlige. Igennem de seneste 45 år har han raget omkring 450 barberskrabere til sig.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Frække barberskrabere formet som kvindekroppen, håndstøbte skrabere i sølv og barberskrabere fra starten af 1900-tallet.

Der er næsten alt, hvad mænd har barberet sig med gennem tiden i Peder Iversens store samling.

Væggene i hjemmet i Ramme ved Lemvig er dekoreret med den 450 styk store barbersamling. 450 fuldstændige forskellige barberskrabere vel at mærke.

- Det var mit job dengang, og når man så så mange forskellige barberskrabere, så kunne det svære sjovt at se, hvad det kunne blive til, siger han.

Her nogle af de lidt frækkere barberskrabere, hvor skaftet har form som kvindekroppen.
Her nogle af de lidt frækkere barberskrabere, hvor skaftet har form som kvindekroppen.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Samlingen begyndte hos Gillette

Det er da heller ikke en hobby, der er kommet ud af det blå.

Peder Iversen blev ansat ved barbergiganten Gillette i 1976 og kørte som sælger for dem i det midt- og vestjyske område i 23 år. Og det var her samlingen tog fart.

- Engang havde vi en kampagne, hvor man i bytte for sin gamle skraber kunne prøve en ny. Jeg samlede de gamle skrabere sammen i kasser og tog dem med hjem. Jeg sorterede dem og fandt mange sjove imellem, og jeg fandt nok 140-150 forskellige, fortæller han.

Nu har han så 450 forskellige og dermed den største samling i Europa.

Kun en af dem er elektrisk, men den er også fra Bang og Olufsen. I barbersamlerens øjne foregår barbering kun med skum og sæbe.

Denne her skraber betyder mest for Peder Iversen. Den er håndstøbt i sølv og fra omkring 1903.
Denne her skraber betyder mest for Peder Iversen. Den er håndstøbt i sølv og fra omkring 1903.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Samler stadig

Peder Iversens ældste barberskraber er fra starten af 1900-tallet.

Engang ringede han ind til et radioprogram for at få udvidet samlingen, og der væltede det ind med henvendelser.

- Jeg samler stadig, men slet ikke som tidligere. Men kommer der en eller to, så skal jeg da lige se, om jeg har den i forvejen, for der må ikke være nogen der er ens.

Ud over skrabere har samleren også en masse gamle avisudklip, annoncer og reklamer.
Ud over skrabere har samleren også en masse gamle avisudklip, annoncer og reklamer.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Han håber, at et museum eller en anden privat person en dag vil overtage den lidt anderledes samling, når han har barberet sig for sidste gang.

- Jeg håber, nogen vil have den og bevare den, som den er. Det vil være synd at skille den ad, synes jeg.

Hvis man ligger inde med en speciel skraber, så udvider Peder Iversen stadig gerne samlingen.
Hvis man ligger inde med en speciel skraber, så udvider Peder Iversen stadig gerne samlingen.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST