Russisk gasstop kan lukke KMC i Brande: - Det her mareridt må snart være slut

Stigende gaspriser og russiske trusler kan få store konsekvenser for Kartoffelmelcentralen KMC i Brande, derfor arbejder direktør Jesper Burgaard hårdt for at finde alternative løsninger.

Direktøren for KMC i Brande, Jesper Burgaard, frygter for fremtiden og sin virksomhed.
Direktøren for KMC i Brande, Jesper Burgaard, frygter for fremtiden og sin virksomhed.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Der bliver tænkt, koordineret og holdt møder på livet løs hos Kartoffelmelcentralen KMC i Brande.

- Vi har rigtig travlt. Vi bruger alle døgnets vågne timer til at tænke på den situation, som vi står i lige i øjeblikke, siger direktør i virksomheden Jesper Burgaard.

En ting er, at krigen i Ukraine har sendt gaspriserne i vejret, noget andet er, at Rusland truer med at lukke for gashanerne til EU. Bliver det en realitet, så kommer det til at gå hårdt ud over virksomheden.

- Det er helt surrealistisk, og nogle gange tænker man, at det her mareridt snart må være slut, siger han.

Kartoffel-fabrikken i Brande er nemlig på listen over ikke-beskyttede kunder hos Energinet, og det betyder, at de ikke er garanteret at få dækket deres gasbehov under en forsyningskrise.

- Isoleret set vil det betyde, at vi kommer til at lukke fabrikkerne ned og afskedige mennesker, fortæller direktøren og fortsætter:

- Vi havde aldrig troet, at det var en liste, som for alvor kom i spil, som det ser ud til nu. Så det handler om at holde hovedet oppe, benene nede og lægge følelserne væk.

Det er ikke kun Jesper Burgaard, der er presset. 

I Midt- og Vestjylland er i alt 15 virksomheder Energinets liste over ikke-beskyttede kunder. De overstiger nemlig alle det årlige naturgasforbrug, som Energistyrelsen har sat til 2,6 millioner kubikmeter gas i 2021-2022.

Det drejer sig om virksomheder, der producerer alt fra mælk til isoleringssystemer og kattegrus.

Men selvom de alle er i samme båd, så kan det ramme dem forskelligt. 

- Nogle kan skifte til andet brændstof nu og her, mens andre først skal til at omlægge. Virksomhederne er pressede i forvejen, og nu skal flere undvære produktion, og det vil få dramatiske følger for nogle, fortæller Marie Münster, der er professor i energisystemanalyse hos DTU.

Alternative løsninger

Hos KMC bliver naturgas brugt som varmekilde til at tørre kartoffelmel, derfor er Jesper Burgaard også nødt til at tænke alternative løsninger ind, hvis gassen udebliver.

- Vi kigger på alt. Varmepumper, el og andre typer gas. Jeg tror, det bliver et kludetæppe af forskellige løsninger til, hvordan vi kan holde vores fabrikker kørende på et acceptabelt niveau, fortæller han.

Selv hvis virksomheden finder andre muligheder, så vil løsningerne kun komme til at dække 30 procent af produktionen.

- Hvis vi skal finde alternativer lige nu, så vil det blive diesel, og det vil være et skridt tilbage i forhold til den klimadagsorden, vi har på nuværende tidspunkt. Det virker jo fuldstændig forkert, men vi er også nødt til at få kigget på, at vi sikrer vores værdier, siger direktøren.

Ifølge Marie Münster, der er professor i energisystemanalyse hos DTU, så er det ikke nyt, at forbruget af naturgas skal udfases.

- Som samfund har vi reduceret afhængigheden af naturgas, men lige industrierne kan man spørge sig selv, om de har gjort nok. Flere elektrificerings- og effektiviseringsmuligheder er ikke blevet anvendt, fordi industrien har haft fokus på andre ting, siger hun og fortsætter:

-Det er ting, vi har snakket om længe, og vi ved, hvilken vej vi skal, men nu er speederen trykket ekstra i bund, siger hun.

Det er Jesper Burgaard i Brande dog ikke helt enig i.

- Hvis vi skal være helt fair overfor os selv, så føler jeg ikke, at vi kunne rykke på det her for et år eller to siden, for det var et utænkeligt scenarie, pointerer han.

Naturgassen bruges som varmekilde til at tørre kartoffelmelet hos KMC.
Naturgassen bruges som varmekilde til at tørre kartoffelmelet hos KMC.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

En uvis fremtid

I 2021 udgjorde russisk gas omkring en tredjedel af det samlede gasforbrug i EU. Det viser tal fra Det Europæiske Unionssamarbejde For Energiregulering.

Det er ikke muligt for Energistyrelsen at offentliggøre, hvor meget gas Danmark får fra Rusland, men ifølge Marie Münster så er forbruget lavere sammenlignet med vores nabolande.

- Så på den måde er vi bedre stillet. Men den dårlige nyhed er, at ting hænger sammen. Så selv hvis vi bliver uafhængige, så hænger vi sammen med resten af Europa, siger hun og uddyber:

- Hvis vi skal ramme Rusland, skal vi mindske gasforbruget og sikre, at vi kan få energien fra et andet sted, så vi sammen kan nedsætte importen.

I Brande håber Jesper Burgaard, at de høje priser og trusler om lukning af gas vil holde sig langt væk.

- Vi håber ikke den her situation opstår, men den kommer bare tættere og tættere på. Vi finder en vej i det her, men det er hårdt arbejde, og det bliver også en svær vej, siger han.