Herboende ukrainer om Zelenskyj-besøg: - Det betyder rigtig meget, at han kommer og siger tak

Det var ikke kun på pladsen foran Christiansborg, at der i dag blev fulgt med i talen fra den ukrainske præsident.

2:25
Flere steder i landsdelen fulgte herboende ukrainere med, da Præsident Zelenskyj talte.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Selvom det ikke er en selvfølge for en østeuropæisk statsleder at være et kendt ansigt i Danmark, så er det ikke desto mindre, hvad Volodymyr Zelenskyj efterhånden er blevet efter knap halvandet år med krig i sit hjemland.

Den ukrainske præsident optræder jævnligt i danske og internationale medier for at tale om kampen mod Rusland, og i dag talte han så foran tusindvis af mennesker foran hovedtrappen på Christiansborg. 

300 kilometer stik vest var der samtidig designmesse i Herning, og her sad Marta Shvadchak Andersen og fulgte med i præsidentens tale til danskerne. Hun er oprindeligt fra Ukraine, men i dag bor hun i Isenvad.

- Det betyder rigtig meget for mig, at han kommer og siger tak, fordi os, der er her i Danmark, ved, hvor meget danskerne gør, fortæller Marta Shvadchak Andersen, der til dagligt arbejder som sælger.

Sådan så det ud, da den ukrainske præsident i dag talte foran danskerne foran Christiansborg.
Sådan så det ud, da den ukrainske præsident i dag talte foran danskerne foran Christiansborg.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Zelenskyjs tale varede i alt omkring 12 minutter, og han brugte størstedelen af tiden på at rose Danmark for at støtte Ukraines frihedskamp mod Rusland. Det er et budskab, som Marta Shvadchak Andersen støtter op om.

- Det er stort for os, at danskerne ved, hvor meget vi sætter pris på Danmark, og at Danmark er en god ven af Ukraine. Som man siger i England: A friend in need is a friend indeed, så vi har virkelig set, hvem der er vores venner, fortæller Marta Shvadchak Andersen.

Giver bedre integration

Også på sprogcentret i Viborg blev der i dag fulgt med i Zelenskyjs tale. Her mener kommunens Job og Kultur-leder, at det giver integrationsværdi at se Ukraines og Danmarks ledere sammen

- Jeg tænker, det giver det perspektiv, at man gerne vil være en del af det danske samfund, og at man gerne vil lære det danske sprog, når man nu er her. Jeg mener helt klart, det giver en bedre kommunikation med de flygtninge, der er her, fortæller Peter Winandy, der er leder af Job og Kultur i Viborg Kommune.

Kort før klokken 14 forlod præsident Zelenskyj Danmark igen. Det gjorde han i et Herkules-fly for at tage videre til et vigtigt møde i et andet land.