Farvel til den radikale højborg i Skive: - Vi har ikke været gode nok til at få vores budskaber ud

For første gang i 100 år bliver Radikale Venstre ikke repræsenteret i byrådet i Skive. Nu er det tid til selvransagelse, lyder det fra partiet.

2:43
Efter næsten 100 års repræsentation i Skive har de radikale ikke længere mandater i byrådet
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Valgaftenen i Skive blev lidt af et mareridt for de radikale kandidater. 

Historisk set har Radikale Venstre haft en stærk bastion i Skive, og derfor var det en bitter pille, der måtte sluges på valgaftenen i tirsdags, da partiet mistede sit eneste mandat i byrådet.

Dermed er det første gang i 100 år, at Radikale Venstre ikke er repræsenteret i byrådet i Skive. 

- Vi har ikke været gode nok til at få vores budskaber ud til vælgerne. Det må være det, der er galt, siger byrådskandidat for Radikale Venstre i Skive, Henrik Wæhrens Winther. 

Set med vælgerøjne bærer de radikale da også selv en del af skylden for, at den radikale højborg i Skive ikke længere er så høj. 

- Jeg har ikke lagt mærke til, hvor de radikale har haft nogen særlige mærkesager i forhold til det byråd, der har kørt de seneste fire år. De nuværende partier har måske bare noget, der virker bedre end Radikale Venstre, siger Claus Måsbæk fra Skive. 

Største krise i partiets historie

Det dårlige resultat i Skive kommer ellers i et kommunalvalg, der på landsplan gik godt for partiet. Med 5,6 procent af stemmerne på landsplan fik Radikale Venstre det bedste kommunalvalg siden 1974

Hos chefredaktøren på Skive Folkeblad, er der ingen tvivl om, at de radikale i Skive er havnet i den største krise nogensinde i partiets historie. 

- Det er da meget specielt, når partiet stormer frem i resten af landet, og så ryger man ud for første gang i 100 år i Skive Kommune, så der er al mulig grund til at se med alvor på situationen for Radikale Venstre i Skive, siger Ole Dall, chefredaktør på Skive Folkeblad. 

Hvad er problemet set med dine øjne? 

Jeg tror, der er flere ting. Man har gradvist nok taget det for givet, at man var repræsenteret i det, der engang var en radikal højborg, men sådan kan man ikke agere i politik.

- Derudover tror jeg, man skal huske at satse på yngre kræfter i partiet og så skal man over en bred front arbejde bedre med kommunikation, åbenhed og gennemslagskraft. 

Fat i flere unge vælgere

At der skal ske forandringer for partiet i Skive er også noget spidskandidaten, Ellen Bye Jensen, er nået til en erkendelse af. Faktisk blev den 67-årige spidskandidat endda overgået på antallet af personlige stemmer af den langt yngre kandidat Henrik Wæhrens Winther. 

Derfor har hun nu også sat sit kandidatur på spil. 

- Det skal man hele tiden være parat til, for hvis man ikke har opbakning, er det selvfølgelig ikke mig, der skal sidde der, siger Ellen Bye Jensen.  

Henrik Wæhrens Winther, der ved dette valg blev partiet største stemmesluger med 169 af slagsen, vil nu lægge nederlaget bag sig og gøre de radikale mere robuste frem mod næste kommunalvalg. 

- Vi skal have fat i flere af de unge vælgere. Derudover har vi nogle gode kolleager fra de andre kommuner, som vi kan trække på for at forsøge at overføre nogle af de positive ting til Skive-egnen, afslutter Henrik Wæhrens Winther.