DF’er i Holstebro: Det er for sent, formanden trækker sig

Allerede i nat opfordrede Søren Olesen (DF) fra byrådet i Holstebro sin partiformand, Kristian Thulesen Dahl, til at trække sig.

Allerede ved 23-tiden på valgaftenen opfordrede Søren Olesen formanden for Dansk Folkeparti til at trække sig.
Allerede ved 23-tiden på valgaftenen opfordrede Søren Olesen formanden for Dansk Folkeparti til at trække sig.
Foto: TV MIDTVEST

Søren Olesen er netop genvalgt til byrådet i Holstebro Kommune for Dansk Folkeparti. Her går partiet fra to til et mandat, og det er en general tendens over hele landet, hvor DF har mistet 60 procent af sine byrådsmedlemmer.

- Jeg synes, det er for sent, at Kristian Thulesen Dahl trækker sig. Det er ærgerligt, at man i ledelsen ikke har reageret tidligere. Den seneste tid har retningen i kompasset ikke været tydelig, siger Søren Olesen på dagen, hvor partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, gennem ni år har meddelt, at han vil trække sig.

Søren Olesen håber dog, at den afgående formand bliver i partiet.

1:40
Søren Olesen opfordrede allerede tirsdag aften Thuesen Dahl til at trække sig.

Her i landsdelen går Dansk Folkeparti 13 mandater tilbage og har nu sammenlagt 10 mandater fordelt på 10 byråd.

Allerede da valgresultatet for Dansk Folkeparti stod klart sent tirsdag aften, opfordrede Søren Olesen partiformanden til at trække sig.

- Han skulle have været bedre til at lytte og inddraget baglandet i, hvordan vi kommer videre. Jeg tror valget var gået anderledes, hvis der var grebet ind før.

- Kofod er den eneste mulighed

Selv om Søren Olesen først fik nyheden om, at Kristian Thulesen Dahl trækker, da TV MIDTVEST ringede og vækkede ham, så er han allerede klar med sin favorit til at overtage formandsposten.

- Jeg ser ingen andre muligheder end Peter Kofod. Han har tidligere vist, at han kan få vores politik frem, og han vil være en værdig aftager.

Peter Kofod sidder i dag i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.

Han mener, godt at den unge DF'er kan være formand og samtidig passe sit job Bruxelles. 

- Søren Pape Poulsen blev også formand for De Konservative, da han sad i byrådet i Viborg, og det faktisk den samme situation med Kofod - bare at han sidder i Bruxelles.

- Martin Henriksen er ikke værdig

DF’eren fra Holstebro har også en klar holdning til, hvem der ikke skal sidde i formandsstolen.

- Jeg vil hellere vælte på cykel og brække begge ben, end at se Martin Henriksen som formand. Han har gjort det godt tidligere, men han er ikke en værdig aftager, og jeg ville ikke kunne identificere mig med et parti, hvor han er formand, siger Søren Olesen.

Han mener heller ikke, at Morten Messerschmidt, der lige nu er næstformand i partiet, er den rigtige til at overtage formandsposten.

- Han har gjort det godt, men man kan ikke have en formand, der er dømt i retten, siger Søren Olesen og henviser til, at Messerschmidt har fået seks måneders betinget fængsel i en sag om svig med EU-midler og dokumentfalsk.

Sagen er nu anket og skal gå sin prøve ved landsretten. 

Søren Olesen tilføjer selv, at Inger Støjberg ikke er en mulighed, da hun ikke er medlem af Dansk Folkeparti.