Dømt sæddonor: - Det er skidt økonomisk og principielt

54-årige Henrik fra Ikast-Brande Kommune blev mandag idømt en bøde på 25.000 kroner for at bryde vævsloven. Han er mest ked af det på grund af principielle årsager frem for bødens størrelse.

Henrik ved ikke, om han vælger at anke dommen. Han har endnu ikke haft tid til at snakke med sin advokat.
Henrik ved ikke, om han vælger at anke dommen. Han har endnu ikke haft tid til at snakke med sin advokat.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Det har fyldt meget for 54-årige Henrik, at han har siddet på anklagebænken for at have overtrådt vævsloven.

- Det tror jeg godt, man kan se. I nat har været ekstra slemt. Så jeg skal ikke have taget nogle beslutninger, så længe jeg ikke er mere frisk, end jeg er, siger Henrik.

Henrik, der ikke vil have sit efternavn frem, blev mandag formiddag idømt en bøde på 25.000 kroner ved Retten i Herning for at overtræde vævsloven, idet han uden om Styrelsen for Patientsikkerhed har videregivet sin sæd til en række kvinder.

- Det er skidt økonomisk, og det er skidt principielt. Problemet er, at når jeg betaler den her bøde, så vedkender jeg, at det, jeg har gjort, er forkert.

Ankesag eller borgerforslag

Henriks sæddonationer har i alt resulteret i 16 børn, hvoraf den ene stadig ikke er født. Udover det har han selv tre børn, og han kan i princippet være far til flere, da han førhen har været sæddonor på en klinik.

Udover bøden skal Henrik, der er bosat i Ikast-Brande Kommune, også betale sagens omkostninger. Selvom det er mange penge for ham, så er det værste, at han nu har rettens ord på, at det han har gjort, er ulovligt.

- Ultimativt betyder det, at man er nødt til at have sex med lesbiske for at få børn, men det, synes jeg, vil være fuldstændig grotesk, siger Henrik, som har fået kontakt til kvinderne via hjemmesider som regnbuebarn.dk og regnbuefamilie.dk.

- Det dilemma, der ligger i det, håber jeg, kommer så meget frem, at der kommer nogle justeringer og gennemsyn af lovgivningen, som så kan blive mere menneskelige i forhold til at få børnene alternativt.

Henrik vil nu hjem og sove på dommen, og overveje om og i så fald hvad næste træk fra ham skal være.

- Jeg skal hjem og mærke efter og tænke mig grundigt om, hvad jeg gør. Måske skal jeg lave et borgerforslag, så hvis der er nogen med regnbueblod i årene, så kom ud af busken og ind i kampen.

Henrik ved ikke, om han vælger at anke dommen. Han har endnu ikke haft tid til at snakke med sin advokat.