Henrik er tiltalt for at uddele gratis sæd til kvinder: - Det var det rigtige at gøre

Anklagemyndigheden går efter en bøde på mindst 40.000 kroner til manden for brud på vævsloven.

Mellem 2017 og 2020 leverede Henrik sæd til kvinder over hele landet - helt gratis og udenom systemet.
Mellem 2017 og 2020 leverede Henrik sæd til kvinder over hele landet - helt gratis og udenom systemet.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Mandag har en opsigtsvækkende sag været under behandling ved Retten i Herning.

54-årige Henrik fra Ikast-Brande Kommune sad på anklagebænken, tiltalt for at overtræde vævsloven ved gratis at donere sin egen sæd til mindst fem forskellige kvinder.

- Jeg tænker ikke nødvendigvis, at jeg har gjort noget galt. Man kan selvfølgelig snakke etik og moral, og så kan man snakke regler, og det er jo så grunden til, at vi er her i dag, siger Henrik til TV MIDTVEST.

Henrik optræder ikke med sit fulde navn af hensyn til den sårbare situation både han selv og de kvinder og familier, han har doneret sin sæd til, befinder sig i, men TV MIDTVEST kender hans identitet.

I 2020 stod Henrik frem i TV 2-dokumentaren ”Den gavmilde sæddonor”. Her fortalte han, at han over fire år har doneret frisk sæd til kvinder over hele landet, og at han i alt har sat et tocifret antal børn i verden.

Anmeldt af styrelse efter dokumentar

Ifølge Anklagemyndigheden skal Henrik betale en bøde på mindst 40.000 kroner for brud på vævsloven.

Men ifølge både Henrik selv og de kvinder og par, der i dag stod frem som vidner, har han blot hjulpet dem med at sætte børn i verden.

- Der var tre kvinder, der rørende forklarede om, hvordan deres problem har været med barnløshed, og hvordan Henrik har hjulpet dem, så det, håber jeg selvfølgelig, gør indtryk på dommeren, siger Tyge Trier, der er forsvarer for Henrik.

Mens forsvareren altså kunne hive adskillige kvinder og par frem, som kunne fortælle om Henriks hjælpsomhed, havde anklageren et enkelt vidne – nemlig en læge fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det er netop styrelsen, der har anmeldt manden, efter han stod frem i TV 2-dokumentaren.

- Vævsloven siger, at hvis du distribuerer væv og celler, så er det en vævscenteraktivitet, og så skal man have en tilladelse, gentog lægen flere gange fra vidneskranken ifølge Ritzau.

Og netop spørgsmålet om distribution har været centralt i løbet af dagens retssag.

- Jeg er fuldstændig ansvarlig

Kontakten til kvinderne er blevet etableret via hjemmesider som regnuebarn.dk og regnbuefamilie.dk, og Henrik har også selv transporteret sæden til modtagerne.

- Vævsloven er sat i verden for at sikre kvalitet og sikkerhed ved det væv, der bliver leveret, og sundheden ved de personer, der modtager vævet, og det mener vi, at man har forbrudt sig imod her, siger Jens Severinsen, der er specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Henrik anerkender kun delvist argumentet om, at der er en potentiel sundhedsrisiko ved at tillade, at man gør som ham.

- Både ja og nej. Den risiko, kvinderne løber, kan man jo sammenligne med, hvis de har en kæreste eller møder en i byen, og det er jo altså noget helt andet end en sædbank. Og jeg er fuldstændig ansvarlig. Jeg har styr på, hvad jeg laver rent seksuelt og i forhold til lægetjek, siger Henrik.

Sagen er den første af sin slags, og derfor blev det også en lang dag i retssalen i Herning med mange bilag – og så falder der først dom om en uge, forventer dommeren.

Hvis det ender med en bøde på 40.000 kroner, fortryder du så, at du har gjort det?

- Nej. Det gør jeg ikke. Nu har jeg jo ikke truffet nogen beslutninger om, hvad der skal ske efterfølgende, men det er ikke umuligt, at den bliver anket, siger Henrik.