Midtjyde dømt for at donere sin sæd

54-årige Henrik er ved Retten i Herning blevet idømt en bøde på 25.000 kroner.

Kontakten til kvinderne blev etableret via hjemmesider som regnbuebarn.dk og regnbuefamilie.dk.
Kontakten til kvinderne blev etableret via hjemmesider som regnbuebarn.dk og regnbuefamilie.dk.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

54-årige Henrik fra Ikast-Brande Kommune er ved Retten i Herning netop blevet idømt en bøde på 25.000 kroner for at give sin sæd til en række kvinder. 

Retten nåede frem til, at tiltalte var skyldig i uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed at have distribueret væv og celler, hvilket er en overtrædelse af vævsloven.

Henrik, der ikke vil have sit efternavn frem, har gennem en årrække doneret frisk sæd til kvinder over hele landet, hvilket er blevet til mere end ti børn.

Kontakten til kvinderne blev etableret via hjemmesider som regnbuebarn.dk og regnbuefamilie.dk, og Henrik har også selv transporteret sæden til modtagerne. 

- Det er bestemt ikke hver dag, vi får sager om overtrædelse af vævsloven, så på den måde er det klart, at det er en speciel sag. 

- Med dagens dom står det klart, at det er en overtrædelse af loven, hvis man egenhændigt distribuerer sæd uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed – uanset hvor noble intentioner, man mener at have, siger specialanklager Jens Severinsen fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.


Henrik har selv erkendt at have doneret sæden, men har nægtet at have overtrådt loven. Han anerkender også kun delvist argumentet om, at der er en potentiel sundhedsrisiko ved at tillade, at man gør som ham.

- Både ja og nej. Den risiko, kvinderne løber, kan man jo sammenligne med, hvis de har en kæreste eller møder en i byen, og det er jo altså noget helt andet end en sædbank. Og jeg er fuldstændig ansvarlig. Jeg har styr på, hvad jeg laver rent seksuelt og i forhold til lægetjek, siger Henrik.

Anklageren gik efter at få manden idømt en bøde på mindst 40.000 kroner for at overtræde loven fra oktober 2017 til marts 2020. Den endelige dom endte på 25.000 kroner, og gerningsperioden blev nedsat til 2019.