Borgerforslag vil hjælpe private pasningstilbud: Lad dem beholde overskuddet

Indehaverne af private pasningstilbud må ikke beholde overskuddet fra deres daginstitutioner. Dina Raabjerg fra Ikast mener, at det er for dårligt, og derfor har hun nu stillet et borgerforslag imod det.

Dina Raabjerg står bag et borgerforslaget med overskriften "Bevar retten til at drive privat børnehave".
Dina Raabjerg står bag et borgerforslaget med overskriften "Bevar retten til at drive privat børnehave".
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Sidste år fjernede regeringen muligheden for at trække overskuddene ud af private pasningsordninger, så ejerne bag tilbuddene ikke kunne putte normeringspengene i lommen og tjene kassen.

Men det synes Dina Raabjerg, der er markedschef og folketingskandidat for Konservative, er for dårligt.

- Jeg synes, det er en katastrofe, at man forbyder private at drive dagtilbud, siger hun til TV MIDTVEST.

Derfor er hun i dag gået til kamp mod regeringens plan om at kontrollere de private pasningstilbud, så de ikke kan trække overskuddet ud af deres institution.

For hende er det nemlig ikke afgørende, hvor mange penge ejerne af pasningsinstitutionerne tjener på deres forretning.

- Jeg kan ikke rigtigt se, at det har noget med sagen at gøre. Det vigtigste er vel, at børnene får et godt tilbud, og at forældrene er tilfredse, og at der er en høj kvalitet, siger Dina Raabjerg.

Rasmus Hebsgaard er en af dem, der driver en privat institution. Dagtilbuddet, der har navnet Ønskelandet, går der 66 børn.

Sammen med nogle investorer har han brugt omkring seks millioner kroner på at gøre sin drøm til virkelighed. Og det er ikke for pengenes skyld.

- Det er en forretning, man laver, fordi man gerne vil arbejde med børn. Det giver et lille overskud, men det skal jo i realiteten også gå til ny legeplads og renoveringer rundt omkring på institutionen, siger Rasmus Hebsgaard.

Regeringens aftale sidste år betyder, at de private daginstitutioner også får del i de midler, der skal sikre minimumsnormeringer, også kommer de private til gode.

Rasmus Hebsgaard har en privat daginstitution ved navn Ønskelandet. Her går der 66 børn til hverdag.
Rasmus Hebsgaard har en privat daginstitution ved navn Ønskelandet. Her går der 66 børn til hverdag.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Til gengæld fjernede de så retten til at beholde overskuddet fra pasningstilbuddet, og det er ifølge en forælder med børn i Ønskelandet, en skam, for pengene overskudspengene bliver ifølge ham ikke misbrugt.

- Når jeg ser på den måde, den her institution bliver drevet på, så er det jo ikke fordi, at der holder store Audier og BMW’er, og folk går rundt med store guldkæder. Det er jo penge, der går til vores børn, siger Christian Bjerre, der er forælder og bor i Ikast.

Det er blandt andre Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten, der har arbejdet hårdt for at sikre, at de private institutioner ikke kan stoppe profitten i lommen.

- Vi synes, at det har været et stort problem, at det var muligt for private at forvandle de midler, som det offentlige bevilger til børnene, til et overskud, som den enkelte, private ejer af institutionen kunne trække ud, siger Jakob Sølvhøj, der er børneordfører for Enhedslisten.

Mange af de her institutioner bliver jo drevet godt, og borgerne er glade for dem. Hvorfor skal I blande Jer i dag?

- Hele debatten er jo opstået, fordi vi har bevilliget de her 1.6 milliarder ekstra til bedre normeringer i daginstitutioner. Der har det været et krav fra Enhedslisten til bedre normeringer, så skulle vi også være sikre på, at pengene blev anvendt til bedre normeringer. Det er vi jo ikke i dag. Når der kan trækkes penge ud af institutionerne, så er det enten fordi man kører med ringere normeringer eller også er ansættelsesforholdene for personalet ikke så gode, som de er i andre daginstitutioner, siger Jakob Sølvhøj.   

Initiativtageren bag borgerforslaget ved godt, at det bliver en kamp at få indsamlet de 50.000 underskrifter, der skal til, før Folketinget skal kigge på forslaget.

- Der er heldigvis seks måneder at samle dem i. Så med lidt held bliver der åbnet op, så vi kan banke på lidt døre rundt omkring, siger Dina Raabjerg.