Vil have åen renset: Yolandas jord ligger under vand

Borgere ønsker, at Holstebro Kommune renser åen op for at undgå flere oversvømninger. En af dem er Yolanda de Graaf.

Yolanda de Graaf er landmand. Hun er bekymret for fremtiden.
Yolanda de Graaf er landmand. Hun er bekymret for fremtiden.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Yolanda de Graaf er bekymret for fremtiden, når hun kigger ud over sin oversvømmede jord.

- Det er flot, det kan vi lynhurtigt blive enige om. Det er en flot udsigt, vi har nu. Men det gør bare ondt økonomisk, og man kan blive bange for fremtiden. For der kommer mere regn, siger de. Og så kommer der mere vand. Også her, fortæller landmanden fra Gørding.

Hun mener derfor, at løsningen må være, at kommunen skal rense Storå op.

- Som det er nu, så kan der slet ikke komme nok vand igennem vores å, så det er en nødvendighed, siger hun.

Ikke en mulighed

Det er dog ikke en mulighed at rense åen, fortalte natur- og miljøchef i Holstebro Kommune Torben Mølgaard i sidste uge til TV MIDTVEST.

For hvis man renser åen op, så vil man sænke grundvandsspejlet, og det kan gå ud over husene langs åen.

- Der risikerer vi i stedet at få sætningsskader, for når man sænker grundvandsspejlet, så begynder der at ske en omsætning af jorden under husene, forklarede han.

0:30
Optagelse af Holstebro fra oven fra den 18. februar, da vandet steg voldsomt.

Borgermøde

Men på trods af den udmelding, så er Yolanda de Graaf langt fra den eneste, der mener, at en oprensning stadig er løsningen.

I går aftes mødtes det lokale Ålaug i Bur. Samlingen af borgere ønskede, at kommunen ville rense åen op. Med til mødet var Morten Lauge Fejerskov, der er seniorspecialist hos Niras.

Han forklarer, at en oprensning ikke løser problemet alene.

- Hvis vi begynder at rense op i åen, så kommer vi i konflikt med det eksisterende regulativ, det vil sige loven for vandløb. Så det er ikke hele løsningen, men det kan være nødvendigt lokalt at kigge på, om der ligger nogle aflejringer på bunden, som kan afhjælpe situationen for nogle af de lodsejere, der kæmper i øjeblikket. Så det er en del af løsningen, forklarer han og fortsætter:

- Resten handler om at få en ordentlig gennemstrøm i vandløbet. En del af løsningen kunne være, man tilbageholder vandet i en periode og så har en strategi for, hvornår man skal frigive det.