Trusler, spytklatter og hårdt sprog mod dommere: - Selvfølgelig påvirker det én

En ny kampagne skal gøre op med manglen på respekt for dommere på fodboldbanen.

2:47
En ny kampagne skal gøre op med manglen på respekt på fodboldbanen. Flere dommere bliver ramt af trusler, spytklatter og hårdt sprog. Det viser en ny rundspørge, som DBU har foretaget blandt dommerne.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

I over 44 år har Jens Peter Stærk løbet rundt på landets fodboldbaner og dømt alt fra serie til divisionsfodbold. 

- Der er jo nogle episoder, og én episode er jo én for meget, fortæller han.

Klædt i dommeruniformen er han én af dem, der ofte bliver råbt ad på banen.

- Der er én, der siger, at jeg er en idiot. For at give ham en chance, så siger jeg lige: “Hvad siger du?” Og så nævnte han det dæleme en gang til, lyder det fra Jens Peter Stærk.

I dag dømmer fodbolddommeren fra Skive en serie 4 kamp mellem Holstebro og Vinderup.

Idiot

Og selvom det nok ikke lige er til den kamp, hvor TV MIDTVEST dukker op med kamera, at der bliver skældt mest ud, så fortæller tilskuerne, at det helt sikkert sker.

- Det er lidt forskelligt. Det kommer an på, hvad der bliver dømt. Men der kan godt flyve et par skældsord ud en gang imellem: Fuck, Idiot, og sådan noget i den dur. Det er ikke altid pæne ord, men det har altid været en del af fodbold, fortæller tilskuer René Skodborg Nielsen fra Vinderup.

Også en anden tilskuer til dagens kamp genkender scener med tilråb.

- Der er bare nogle forældre, der står højt i tændingen og kommer med ukvemsord. Det skal der selvfølgelig også være plads til en gang imellem, men nogle gange kan det godt tage overhånd, mener Kai Larsen fra Vinderup.

Det kan ikke være meningen

En ny rundspørge lavet af DBU viser, at over halvdelen af de adspurgte dommerne i Jylland har oplevet, at både tilskuere, trænere og spillere kommer med nedsættende tilråb.

Faktisk er det kun 11 procent blandt de jyske dommere, der aldrig har oplevet negativ adfærd eller sprogbrug på banen.

En ny kampagne skal derfor gøre op med manglen på respekt på fodboldbanen. Dommerne bliver blandt andet ramt af trusler, spytklatter og hårdt sprog. 

- Jeg kan godt forstå, der kommer fokus på det nu, siger René Skodborg Nielsen fra Vinderup.

Samme holdning har tilskuer Kai Larsen. Han kender til problematikken både set udenfor og på banen.

- Nu er jeg selv lidt fritidsdommer også. Et eller andet sted er det skidesjovt at være dommer, men når der står nogle forældre og nogle tilskuere udenfor og råber ukvemsord, det kan bare ikke være meningen.

Imens er dagens kamp blevet spillet færdig, og dommeren fra Skive er på vej ud fra banen.

- Når kampen er ovre, så er det jo færdigt, men selvfølgelig påvirker det én. Man forsøger på ikke at høre det, men man hører det alligevel, fortæller Jens Peter Stærk.

Flere tiltag

Som resultat af rundspørgen sætter DBU nu gang flere tiltag under navnet "Råb Pænt" i håb om, at respekten på banen bliver større.

- Det har vi gjort, fordi vi mister for mange unge dommere, og de synes ikke om den her hårde tone. De mere erfarne dommere har vænnet sig lidt mere til det, men derfor skal vi alligevel have en god tone også overfor dem, for vi har ikke råd til at miste så mange dommere, som vi gør, vurderer Bent Clausen, formand for DBU's breddekomité.

Dagens dommer håber, at tiltagene hjælper, og at flere kampe er eksemplariske som den i dag.

- Det er jo dejligt, de vil spille fodbold, og det er jo nok 9 ud af 10 af kampene, der er sådan, fastslår den erfarne dommer.

Tiltagene i den nye kampagne tæller blandt andet film, konkurrencer på sociale medier og materiale, der kan hænges op i klubberne og omklædningsrummet.