Tidligere ansat giver opsang til det danske forsvar: - Det er en rodebutik

En 66-årig man erkender, at han har brugt penge fra Forsvaret på ting til sig selv. Han mener dog, at problemet rager ud over ham selv.

20130515-160547-2-5616x3744ma
Foto: Kasper Palsnov / Ritzau Scanpix

- Det er en rodebutik. Der er ikke styr på en skid.

Sådan lyder den kontante melding fra en 66-årig mand, som er tiltalt for at have brugt penge fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse på ting til sig selv.

Den 66-årige er tidligere projektleder i ejendomsstyrelsen, og her skulle han ifølge anklagemyndigheden have brugt omkring tre millioner kroner af sin tidligere arbejdsgivers penge på blandt andet designermøbler, havemaskiner og byggematerialer til sig selv.

Den tidligere projektleder erkender, at han er skyldig i det, som anklagemyndigheden kalder passiv bestikkelse og mandatsvig. Han fortryder kraftigt sine handlinger, men han mener samtidig, at hans gerninger er et resultat af kulturen i det danske forsvar. 

Onsdag begyndte retssagen mod manden ved Retten i Holstebro, og her fortalte han, at det ikke kun er ham, der har fået andel i de genstande, der er blevet betalt af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Blandt andet fortalte han, at hans nu tidligere chef fik lavet nyt køkken til sit sommerhus til en værdi af omkring 82.000 kroner, som blev betalt med Forsvarets penge. 

Han fortalte også, at han havde hjulpet sin chef med at få indkøbt en elektrisk markise til en værdi af omkring 32.000 kroner – også betalt af Forsvaret og dermed i sidste ende af de danske skatteborgere.

Måtte endelig ikke være overskud

Den 66-årige mand har forklaret, at Forsvaret én gang om året gør op, hvor mange midler der er tilbage på årsbudgettet. Hvis der er overskud ved årets udgang, bliver pengene nemlig ført tilbage i statskassen.

Det var netop forud for den tid, at den tidligere projektleder havde indtryk af, at der blev lagt enormt meget pres på fra organisationens side om at få brugt de overskydende penge.

- Der måtte endelig ikke være penge i overskud, for så skulle de jo bare tilbage i statskassen, fortæller den 66-årige tiltalte.

I løbet af 2019 udarbejdede Rigsrevisionen en omfattende rapport, som konkluderede, at der nærmest havde været frit spil til at begå svindel som ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. 

I rapporten kom det frem, at enkelte medarbejdere i styrelsen havde haft mulighed for at bestille varer og tjenesteydelser uden indblanding fra andre.

Ydermere kunne de også kvittere for modtagelsen og dermed i princippet gennemføre fiktive indkøb.

Ifølge den 66-årige blev ansatte ikke mødt med skepsis, når de brugte penge til forskellige ting. Det vigtigste var ifølge ham, at der ikke var overskud ved årets udgang, så der ikke skulle sendes penge tilbage i statskassen.

- Alle var jo glade, når det gik op, fortalte han under afhøringen.

Retssagen mod den 66-årige mand kører over flere dage. Det er endnu ikke fastlagt, hvornår der falder dom.