Nyt tilbud: Send din brugte fastelavnstønde retur til genbrug

Nu kan du sende stumperne fra din fastelavnstønde tilbage til Bødkeriet i Holstebro, der laver halvdelen af alle landets fastelavnstønder. Firmaet vil genbruge tønderne, når katten er slået af dem.

Det er en kasse som den her, man kan få med for ti kroner. Når katten er slået af tønden, lægges træstavene i kassen og sendes retur.
Det er en kasse som den her, man kan få med for ti kroner. Når katten er slået af tønden, lægges træstavene i kassen og sendes retur.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Holstebro-virksomheden Bødkeriet sender hvert år 35.000 fastelavnstønder ud af lageret i Holstebro.

I år vil de også gerne have tønderne tilbage og ind i virksomheden igen.

- Vi tilbyder at tage stavene retur, efter man har slået katten af tønden, så vi kan bygge en genbrugstønde til næste år. Fidusen er, at det er mere miljøvenligt at genbruge stavene, fortæller Martin Nissen, der er medejer af Bødkeriet i Holstebro.

Konceptet er simpelt. Men hver fastelavnstønder medfølger en lille papkasse, som der kan være stave til i alt fire tønder.

Miljøvenligt tiltag, der giver underskud

Virksomheden forventer at få et lille underskud på at fragte tønderesterne tilbage. Alligevel håber de, at det ikke kun er miljøet, der vinder på tiltaget.

- Kan der være en kunde, der tænker, at de gerne vil købe hos os, fordi vi tilbyder at tage stavene retur, så er det jo en succes for os - også selvom det koster en smule at få stavene retur, siger Martin Nissen.

På gaden i Holstebro bliver de nye genbrugstønder taget godt imod.

- Jeg synes, vi skal genbruge så meget, som det overhovedet er muligt, fordi jeg synes, vi har et stort ressourceforbrug i forvejen, siger Rikke Erlandsen fra Mejrup.

- Jeg synes, det er en rigtig god ide, fordi alt, der kan bruges, synes jeg, vi bør. Vi skal tænke på klimaet og miljøet, siger Nichlas Trap Madsen fra Bulderby.

1:55
 

Bødkeriet dækker forsendelsesomkostningerne, men det koster ti kroner ekstra at få papkassen med.

Hvorfor ikke gøre det gratis?

Det er for at skille de useriøse fra de seriøse. Vi tror, at hvis det var gratis, ville alle sidde derhjemme og tænke, at de gerne ville støtte det her. Men når man så skal ned og aflevere det i kiosken, ville man måske ikke få det gjort, siger Martin Nissen fra Bødkeriet.