Nye kampvogne til dragonerne: - De løfter os ind i en ny tidsalder

Jydske Dragonregiment har modtaget de første kampvogne af typen Leopard 2A7.

Jydske Dragonregiment skal i alt have 44 af de opgraderede kampvogne.
Jydske Dragonregiment skal i alt have 44 af de opgraderede kampvogne.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Flagene var onsdag hejst hos Jydske Dragonregiment i Holstebro.

Anledningen var, at kasernen tog imod fire nye kampvogne af typen Leopard 2A7.

Betegnelsen nye er måske en stramning, for i virkeligheden er der tale om, at de gamle Leopard 2A5 er blevet opgraderet. 

Men det lagde på ingen måde en dæmper på begejstringen.

- Det er superfedt. Det er en meget sen julegavegave, vi har ventet på i lang tid, siger kampvognskører John Mattias Ebert Nielsen, der kørte den første officielle tur i en af de nye kampvogne. 

John Mattias Ebert Nielsen kørte den første officielle tur i den nye Leopard 2A7.
John Mattias Ebert Nielsen kørte den første officielle tur i den nye Leopard 2A7.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Jydske Dragonregiment skal i alt have 44 af de ombyggede kampvogne, og regimentets chef, oberst Anders Poulsen, glæder sig også over opgraderingen.

- Det er nogle af verdens allerbedste kampvogne. De løfter os ind i en helt ny tidsalder, både hvad angår bevæbning, pansring og teknologi, siger han.

Han tilføjer, at der nu venter regimentet en stor opgave med at få uddannet soldaterne, så de kan udnytte potentialet fuldt ud. Træningen kommer til at foregå på dragonregimentets øvelsesterræn i Oksbøl.

Det er ikke alle detaljer i opgraderingen, der er offentligt kendte. Nogle af dem går under begrebet klassificeret, men ud over en bedre pansring byder Leopard 2A7 blandt andet også på en bedre kanon, ligesom den skulle accelerere hurtigere og i det hele taget køre bedre i terrænet.

- Jeg er sikker, at de første skytter, der kommer ned og ser det nye sigte og den gode billedkvalitet, vil komme op med et stort smil på. Den er så meget bedre end den gamle kampvogn, siger John Mattias Ebert Nielsen.

2:31