Mulig svindel i Forsvaret: El-firma afviser medvirken til ulovligheder

Firmaet Søndergaard EL i Holstebro afviser at have gjort noget ulovligt i forbindelse med handel med Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Søndergaard EL i Holstebro afviser at have gjort noget ulovligt i forbindelse med handel med forsvarets ejendomsstyrelse.
Søndergaard EL i Holstebro afviser at have gjort noget ulovligt i forbindelse med handel med forsvarets ejendomsstyrelse.
Foto: Arkiv

Firmaet Søndergaard EL i Holstebro har mandag formiddag udsendt en pressemeddelelse, hvor de svarer på den seneste tids beskyldninger om medvirken til svindel med midler i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Torsdag kom det frem i pressen, at to medarbejdere ved Forsvarets Ejendomsstyrelse er blevet politianmeldt.

En whistleblower, der i otte måneder har været ansat som økonomiansvarlig i Søndergaard EL, mener, at der var en mistænkelig regnskabspraksis i firmaet, når det handlede med Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Forsvarets Ejendomsstyrelse betalte ofte meget mere for en ydelse, end den egentlig kostede. De overskydende midler blev stående i firmaet som en såkaldt ”liste”, der kunne bruges til at købe ting som eksempelvis dyre lamper, pizzaovn og vingaver.

- Listen er blevet brugt til, at de kunne få udført almindelig el-arbejde som udskiftning af belysning, udskiftning af hvidevarer og så videre. De har også selv bestilt varer som eksempelvis lamper, pizzaovn og andre hvidevarer til deres køkken på kasernen, drone til inspicering af tagfladerne på kasernerne, palleløfter og foldekasser til deres lager. Men Søndergaard EL har aldrig leveret nogen af varerne til privatpersoner ved forsvaret. Varerne er altid enten leveret ved forsvaret eller afhentet af forsvarets folk på vores firmaadresse, skriver Brian Søndergaard, der er indehaver af Søndergaard EL, i pressemeddelelsen.

Afviser at have modtaget gaver

Whistleblower Karsten Hamborg Ravnsgaard mener, at direktøren i Søndergaard El blandt andet har modtaget vingaver fra Forsvarets Ejendomsstyrelse. Det afviser Brian Søndergaard i pressemeddelelsen.

- Søndergaard EL har aldrig fået personlige gaver eller andet af forsvaret. Søndergaard EL har aldrig fået nogen ekstra gevinst ud af samarbejdet med Forsvaret, skriver Brian Søndergaard.

Whistelblower: Firmaet bekræfter min påstand

Karsten Hamborg Ravnsgaard er glad for, at hans tidligere arbejdsgiver nu svarer på de mange påstande.

- Jeg er meget glad for, at Søndergaard EL bekræfter, at der var de her såkaldte lister i firmaet fra Forsvarets Ejendomsstyrelse. Om det er en ulovlig praksis, det må Politiet så nu vurdere, siger Karsten Hamborg Ravnsgaard.

El-firmaet understreger, at de er meget villige til at samarbejde med politi og myndigheder, og at de selvfølgelig gerne vil fremvise fakturaer og øvrigt regnskab til dokumentation.

1:23
Firmaet Søndergaard El i Holstebro afviser at have gjort noget ulovligt i forbindelse med handel med Forsvarets Ejendomsstyrelse.