Mohammed holder de unge væk fra gaden med bordfodbold og spil

Mohammed Hussein savnede et samlingssted for børn i boligområdet Trekanten i Holstebro - så han besluttede sig for selv at lave et.

2:43
Mohammed Hussein har taget initiativ til en aktivitetsklub for børn i området Trekanten i Holstebro.
Foto: Kamille Borch Astrup, TV MIDTVEST

Mohammed Hussein havde længe været bekymret over, at der tit løb små børn rundt ude på gaden om aftenen uden voksne til at holde øje med dem. Det fik ham til at tænke på, om man ikke kunne lave en form for samlingssted for dem - og den tanke er nu blevet til en ny aktivitetsklub for børn i alderen 6 til 12 år.

Hver fredag og lørdag aften slår medborgerhuset Trivselshuset i Holstebro dørene op for klubben, der har fået navnet "Fifa Krea Klub".

- I stedet for at børnene er udenfor, så ved deres familier nu, hvor de er henne, forklarer Mohammed Hussein.

Hver fredag og lørdag aften kan børn fra 6 til 12 år mødes og spille forskellige spil.
Hver fredag og lørdag aften kan børn fra 6 til 12 år mødes og spille forskellige spil.
Foto: Kamille Borch Astrup, TV MIDTVEST

Børneklubben hører til i boligområdet Trekanten, som er en bydel, der har kæmpet med sociale udfordringer. Netop derfor mener initiativtageren, at det er vigtigt for børnene at have et sted at tage hen om aftenen.

- Mange børn i Trekanten har ikke noget at lave. Så jeg tænkte, at det ville være en god idé, hvis de kunne være sammen her, siger han.

Stor interesse for klubben

Indtil videre har klubben været en stor succes. Den første åbningsweekend dukkede der 19 børn op, og allerede weekenden efter var antallet oppe på 30 børn.

- Det er fedt at være her, for så er man sammen med alle vennerne. Så har vi noget sjovt at lave sammen, så vi ikke skal være ude på gaden, siger 10-årige Abdi Shafee Sugal, som er dukket op i klubben denne fredag.

Mariam på 9 år (tv), Lamis på 10 år (i midten) og Sevin på 9 år (th) er glade for, at der er kommet en ny klub, hvor de kan mødes.
Mariam på 9 år (tv), Lamis på 10 år (i midten) og Sevin på 9 år (th) er glade for, at der er kommet en ny klub, hvor de kan mødes.
Foto: Kamille Borch Astrup, TV MIDTVEST

I klubben bruger nogle af børnene aftenen på at spille PlayStation eller bordfodbold med vennerne, mens andre kaster sig ud i forskellige kreative projekter.

Uanset hvad de laver, så er Mohammed Hussein glad for, at de har taget så godt imod den nye klub.

Sammen med andre frivillige forældre fra Trekanten hjælper han til i klubben, og håbet er, at projektet kan vokse sig endnu større, end det er nu.

- Jeg håber, at vi kan få noget støtte til klubben, så vi for eksempel også kan tage børnene med i svømmehal og i biografen, siger Mohammed Hussein.