Massiv kritik standser ikke skolebesparelser i Holstebro

Trods massiv kritik står politikerne i Holstebro Kommune fast på besparelser i et budget, som skolerne i forvejen overskrider.

19Skolespar_0.jpg

Selvom skolerne i Holstebro Kommune ikke engang kan overholde budgettet for i år, bliver de næste år udsat for den helt store spareøvelse. Der er lagt op til en besparelse på to millioner kroner samt 11 millioner, der omprioriteres indenfor skolevæsenet. Blandt andet for at forberede skolerne på, at tilskuddet til den nye skolereform frafalder.

Men udvalgsformand Torben Gudiksen (R) vil ikke pege på, hvor besparelserne konkret skal findes.

- Det er faktisk lidt op til den enkelte skole og det kan jeg ikke komme ind på endnu, for det er netop derfor vi tager økonomikonsulenter med ud og snakker med skolerne for at se, om man kan gøre tingene anderledes. Og det er også det, skolereformen ligger op til, forklarer Torben Gudiksen  (R), som er formand for Børn- og Ungeudvalget i Holstebro Kommune.

Frygter for undervisningen

Både skoleledere, forældre samt Vestjysk Lærerforening har kritiseret besparelserne og frygter at det vil gå ud over undervisningen.

Børne- og ungeudvalget har indkaldt kommunens skoleledere og forældrebestyrelser til møde om besparelserne på onsdag.