Holstebro åbner nye testcentre for at bremse smitte: - Ny nedlukning puster os i nakken

Holstebro Kommune er blandt landets hårdest ramte, når det kommer til coronasmitte. For at få smitten ned, åbner der onsdag yderligere to testcentre i byen.

Holstebro Kommune har fra onsdag syv testcentre med hurtigtest.
Holstebro Kommune har fra onsdag syv testcentre med hurtigtest.
Foto: TV MIDTVEST

To nye testcentre åbner onsdag i Holstebro. Det sker, efter kommunen mandag var faretruende tæt på at krydse grænsen for, hvornår der skal lukkes ned lokalt.

Grænsen ligger nemlig på et incidenstal på 250, og kommunen havde, når man korrigerer efter testaktiviteten i kommunen, et incidenstal på 166.

- Det puster os i nakken, men vi håber stadig, at vi kan undgå det, siger Lone Becker Kjærgaard, der er direktør for Social og Sundhed i Holstebro Kommune

De to nye testcentre skal ligge i Mejdal Hallen på Slåenvej 65 og i Mejrup Fritidscenter på Elkjærvej 26.

Med de nye teststeder er der nu i alt syv med hurtigtest og uden tidsbestilling i kommunen.

- Det er den nationale strategi, vi prøver at følge. De ekstra testcentre er så borgerne oplever, at det er fleksibelt at blive testet, siger Lone Becker Kjærgaard til TV MIDTVEST.

Smitten er ifølge kommunen især blandt børn, unge og voksne i alderen syv til 30 år, og for at undgå en lokal nedlukning, opfordrer kommunen alle til at lade sig teste ofte.

Desuden beder kommunen borgerne om at blive i de sociale bobler, de var i under nedlukningen.

- Vi opfordrer til, at man følger de seks coronaråd, siger direktøren for Social og Sundhed.