Barejer om ny lukketid: - Kunderne går ud og holder privatfester

Ifølge en barejer får reglen, om at blandt andet barer og værtshuse skal lukke kl. 22.00, ikke den ønskede effekt.

Nye coronarestriktioner betyder, at barer og værtshuse mister en stor del af deres omsætning, mens gæsterne fester videre i private hjem.
Nye coronarestriktioner betyder, at barer og værtshuse mister en stor del af deres omsætning, mens gæsterne fester videre i private hjem.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Lørdag aften var første aften, hvor landsdelens værtshuse og barer skulle lukke og slukke festen kl. 22.00 som følge af de nye restriktioner, der fredag blev udstukket.

Søndag formiddag var der ikke meget optimisme at finde omkring det nye lukketidspunkt hos barejer Rune Bach, der blandt andet driver East End i Holstebro. 

- Det gik lige så ringe, som vi havde frygtet. De unge kom simpelthen ikke. Vi havde en lille smule, der kom herned, men vi omsatte ca. 95 procent mindre, end det vi gjorde lørdagen før, lyder det fra Rune Bach.

- Hvis det her er vejen frem det næste stykke tid, så er East End også lukket fra i dag af.

Udover at drive East End og Tobaksfabrikken i midtbyen i Holstebro, er Rune Bach også formand i Holstebro Restauratørforening. Ifølge formanden mærker branchen som helhed lige nu de store konsekvenser af stramningerne.

- Vi er megahårdt ramt. Der er selvfølgelig forskel fra værtshus til værtshus - der er nogen som har nogle dagkunder, som gør, at de bedre kan få tingene til at løbe rundt. Men de fleste af stederne her i byen – dem der ikke allerede har valgt at lukke, de hænger nok i en tynd tråd i forhold til, om det giver mening at holde åbent.

De unge fester videre i parkerne

Når værtshuse og barer nu er tvunget til sende gæsterne hjem kl. 22.00, ser de sig om efter alternativer, mener Rune Bach.

- Jeg har hele tiden sagt, at det her med at lukke tidligt, det hjælper ikke noget. Kunderne går ud og holder privatfester, og det vil de gøre lige meget, hvordan vi håndterer det. Da man lukkede kl. 00.00, så vi det ske, da vi lukkede kl. 02.00, så man det ske i mindre omfang, fordi folk havde fået en okay aften i byen og var klar til at komme hjem, siger Rune Bach. 

Derfor mener han også, at politikernes nuværende løsning om at lukke tidligere har slået fejl, og at værtshusene er bedre rustet til at sørge for en corona-sikker aften med alkohol i blodet end man er i privaten.

- Vi har opsyn på, hvad det er, der sker. Vi har håndsprit på bordene og får dem tørret af. Folk må ikke feste og danse på samme måde som de kan gøre hjemme i de private hjem. De skal holde sig siddende her, og nu skal de have mundbind på også. Det kan vi kontrollere, at de rent faktisk har, siger Rune Bach.

- Så der er nogle andre muligheder her. Politiet kan fokusere på os fremfor, hvad der sker i alle parker i byen. 

2:27
Her kan du se aftenens indslag om konsekvenserne af det nye lukketidspunkt.