Tarteletter til rivalerne - Herning Blue Fox serverer aftensmad

Herning Blue Fox inviterede SønderjyskEs fans indenfor til tarteletter inden kamp på isen.

Herning Blue Fox vandt 2-1 over SønderjyskE.
Herning Blue Fox vandt 2-1 over SønderjyskE.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

I dag tørnede Herning Blue Fox sammen med SønderjyskE på isen i Herning. Men inden de hele gik løs, samledes massevis af fans - både fra ude- og hjemmeholdet.

Anledningen var tarteletter. Blue Fox Support havde nemlig inviteret de rivaliserende fans på aftensmad inden dagens kamp.

- Selvom vi har været store rivaler på isen op igennem nullerne, hvor vi har delt mesterskaberne mellem os, så har der faktisk aldrig været noget imellem os fans, siger Kim Torp Jensen, der er formand for Blue Fox Support.

Og den påstand bakker fansene op om.

- Det eneste tidspunkt vi ikke holder sammen, er i de 20 minutter, vi står derinde, siger Per Michael Hauritz, der dedikerer sin støtte til SønderjyskE.

- Det betyder meget. Det skaber nogle venskaber på tværs, siger Elisabeth Broberg Rasmussen i en Herning Blue Fox trøje.

Fansene skal dyste

Med fyldte maver kunne supporterne gå på lægterne. Men det var ikke kun i ishockey, der skulle dystes i dag. 

SønderjyskEs supportgruppe havde nemlig taget noget ganske særligt med.

- Det er sgu lidt sjovere at vinde, hvis man vinder noget, og så har man ligesom også håneretten. Så vi blev enige om i SønderjyskE ishockey support at få lavet en pokal, siger Per Bjerregaard, der er fanformand hos SønderjyskE.

Pokalen vinder man ved at være hurtigst på isen. Ikke på skøjter men på træski. Fire mand fra hvert hold blev spændt fast til to træbjælker, og så gjaldt det ellers om at komme først.

Det var en kamp, som SønderjyskE kunne trække sig ud af med en sikker sejr.

- Det er fedt, det her, siger Martin Hannesborg Hansen, mens han knuger pokalen til sig.

Helt så godt gik det ikke for SønderjyskE på banen. De kunne drage fra Herning med en nederlag på 2-1. I det mindste med maverne fulde af tarteletter.

2:13
På banen har de altid været rivaler. Herning Blue Fox og Sønderjyske. Men udenfor isen er der et særligt sammenhold på tværs af holdenes fans.Så selvom der var vigtige point på spil i dag i Herning - så handlede dagens opgør også om fællesskab og tarteletter.