Sviatchenko kalder farvel "vemodigt"

Erik Sviatchenko sender en stor tak til de fans, der har fulgt ham gennem årene.

20230205-213431-L-1920x1280we
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mangeårig FC Midtjylland-spiller og anfører Erik Sviatchenko sætter nu ord på sit farvel til den klub, han har været en del af i mere end 10 år.

- Det er en vemodig dag, men det er også en stor dag, siger han.

Ordene falder i en video som superligaklubben lørdag har delt på de sociale medier efter Erik Sviatchenko skifte til amerikanske Houston blev officielt fredag.

Videoen er ifølge Sviatchenko dedikeret til de fans, der har fulgt ham i årenes løb.

- Jeg holder meget af jer alle sammen. Jeg har givet mit et og alt til min hjerteklub, siger den nu tidligere FCM-spiller.

Vil følge med fra lægterne

Skiftet til Houston Dynamo i den amerikanske MLS blev officielt meldt ud på FC Midtjyllands hjemmeside fredag aften.

- Erik har haft lyst til et eventyr og er nu blevet tilbudt en mulighed, der er god for både ham og FC Midtjylland, hvorfor vi har valgt at imødekomme det ønske, lyder det fra sportschef Svend Graversen.

31-årige Erik Sviatchenko, der er vokset op i Viborg, fik sin debut for FCM i 2009 i en kamp mod AC Horsens.

Han har i alt spillet 325 kampe for klubben og scoret 29 mål.

I videoen fortæller Sviatchenko, at hans tid i klubben har været ”en kæmpe oplevelse”.

- Midtjylland har en kort og glorværdig karriere. Vi kommer til at vinde meget – også selvom det bliver uden mig, siger Sviatchenko, der samtidig lover, at han vil følge med fra lægterne.

I kommentarsporet takker flere fans Sviatchenko for hans indsats.

- Altid savnet, aldrig glemt. På gensyn, Erik, lyder det blandt andet.