Skole til 200 millioner har ingen klasselokaler – skal gøre undervisningen bedre

Faglig kodning skal gøre det nemmere for eleverne at lære i de lokaler, der er specielt lavet til hver deres fag.

Sådan ser det ud i et af de lokaler, hvor eleverne skal undervises i matematik. Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Det skal være slut med, at elever i folkeskolen skal have faste klasselokaler. I hvert fald på Lindbjergskolen i Hammerum, der åbner til januar.

Så forstår man også nemmere det fag, man bliver undervist i

Erik Søgaard, skoleleder, Lindbjergskolen

Den nybyggede skole til 200 millioner kroner er nemlig bygget således, at læringsmiljø er i topsæde – og derfor skal eleverne gå fra lokale til lokale, når de skifter fag.

Læs også Trivsel på skoleskemaet: Søde beskeder giver gladere børn

Det bliver sådan, at danskundervisning kommer til at ske i ét lokale, matematik i et andet, fysik i et tredje og så videre med alle de fag, der er på skoleskemaet for skolens elever, der er mellem 4. og 9. klasse.

- Den dybere idé er, at vi vil lave et læringsmiljø, hvor det er meget tydeligt for eleverne, hvorfor de er, hvor de er. Vi tror, at det lokale, man er i, også fortæller, hvorfor man er det. Så forstår man også nemmere det fag, man bliver undervist i, siger skoleleder Erik Søgaard.

Skolens lokaler er bygget op således, at man har undervisning i et rum, hvor der tilstødende er et praktisk område, som kan bruges til at gøre læringen håndgribelig ved at producere forskellige ting.

Faglig kodning i et klasselokale, der skal bruges til danskundervisning. Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Ungdomsliv, madpakke og undervisning

Den nye måde at lave undervisning på kommer som en direkte udvikling af den klassiske måde at drive skole på.

Rummene, som alle er indrettet med eksempelvis plakater og tavler, der fremmer det enkelte fags læring, kommer til at være fast for undervisningen.

Ideen er at gøre op med den måde, et klasselokale har fungeret, og samtidig fremme læringen.

Læs også Stor trivselsforskel: Se hvilken kommunes skoler, der scorer bedst

- Karikeret set har klasselokalet været et lokale, hvor man både har sit ungdomsliv, sin madpakke og det sted, hvor man får sin faglige undervisning. Nu er vi nødt til at flytte den del, der er frikvartersdelen, et andet sted hen. Der har vi fokuseret meget på, at det skal være et trygt sted, siger Erik Søgaard.

Klar til udfordring

Skolen er en sammenlægning af to folkeskoler i Herning Kommune, hvor omkring 950 elever kommer til at gå, når klokken ringer ind den 6. januar 2020.

Når klokken gør det, er der stadig udfordringer for skoleledelsen.

For i og med, at eleverne ikke har et fast holdested i et klasselokale, kan det skabe utryghed. Den udfordring er skolelederen klar til.

- Jeg er ikke bange for det, men det er klart en udfordring, siger han.

Hvad han dog ikke er bange for er, om skolen bliver en succes.

- Jeg er vildt begejstret, fordi der er mange op og nedture i sådan en proces, før man står her, hvor man står. Der er mange ting, der kunne gå galt. Men vi står med et fantastisk byggeri.

02:41

Lindbjergskolen i Hammerum er bygget helt uden faste klasselokaler. Det skal give bedre læring, siger skolelederen.

Luk video