Nu indleder FC Midtjylland ny guldjagt: Pione Sisto er med i truppen

FC Midtjyllands sæsonåbner mod SønderjyskE kan byde på et comeback til Pione Sisto, ligesom VAR-teknologien får debut i Superligaen.

Pione Sisto (Arkivfoto).
Pione Sisto (Arkivfoto).
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Når de forsvarende danske mestre fra FC Midtjylland indleder den nye sæson mod SønderjyskE fredag aften, er der mulighed for comeback til Pione Sisto, som er en del af kamptruppen til opgøret.

FC Midtjylland hentede Sisto hjem fra Celta Vigo i ugens løb og er dermed klar med et stort offensivt våben til denne sæsons guldduel mod FC København, der var med til det sidste i kapløbet om at hente netop Pione Sisto til Superligaen.

Blandt andet derfor tøver cheftræner Brian Priske ikke med at melde de trefoldige danske mestres ambitioner for den kommende sæson ud.

 - Vi skal da blive mestre igen. Den er ikke så meget længere, lyder det fra Brian Priske ifølge fcm.dk.

Topscoreren Schwartz udeladt

Til gengæld må FC Midtjylland klare sig uden en af klubbens markante profiler i åbningskampen. Ronnie Schwartz, der blev Superliga-topscorer i den seneste sæson, er udeladt af truppen.  

Ligeledes er Joel Andersson ikke at finde blandt de udvalgte, da han er ude med en fodskade, mens Frank Onyeka sidder over, da han har mistet sin far til sygdom, oplyser klubben.

Omdiskuteret videoteknologi bliver taget i brug

Når opgøret mellem FC Midtjylland og SønderjyskE fløjtes i gang klokken 19.00, betyder det samtidig et velkommen til et nyt bekendtskab på sidelinjen, når den omdiskuterede videoteknologi, VAR (Video Assistant Referee), får sin debut i den bedste danske række.

Systemet kommer til at assistere hoveddommeren på banen med gennemsyn af situationer fra flere vinkler i en bemandet vogn ved stadion.

TV MIDTVEST har kigget nærmere på videodommer-systemet, der op til Superliga-starten er blevet testet og finpudset på træningsanlægget i Ikast. Du kan se indslaget herunder: