Line Haugsteds far må ikke komme til landskamp: - Han er vred, når de spiller

Familien Haugsted er ærgerlig over, at de ikke må sidde på tribunen, når datteren Line Haugsted spiller kampe ved EM for det danske håndboldlandshold.

Håndboldfamilien Haugsted er klar til at se håndboldlandskamp fredag aften.
Håndboldfamilien Haugsted er klar til at se håndboldlandskamp fredag aften.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Line Haugsteds forældre har altid været der, når den talentfulde håndboldspiller fra Skive spillede kamp. De har blandt andet været i Montenegro, Kroatien og Japan for at se datteren spille slutrunder for Danmark.

Nu har Line Haugsted aldrig været tættere på Skive med landsholdet. Danmark spiller med ved Europamesterskabet i håndbold i Jyske Bank Boxen i Herning, men forældrene må ikke være med på tribunen.

- Jeg ville da meget hellere sidde nede i Boxen, siger far, Peter Haugsted, mens hans kone, Jane Haugsted, supplerer.

- Det er ikke kun lidt frustrerende for Peter. Han er vred, når de spiller, fordi vi ikke kan være der.

Plejer at være sammen med familien

Siden Line Haugsted trådte de første håndbold-skridt i Skive, så har forældrene altid været på sidelinjen. Til daglig spiller hun i Viborg HK, hvor Jane og Peter Haugsted også er faste tilskuere.

- De er jo med til alle mine kampe stort set, også hjemme i ligaen. Jeg er jo vant til, at de er der, og jeg kan altid lige få en krammer efter en kamp. Det er jo bare dejligt, at de støtter op om mig, siger Line Haugsted.

Line Haugsted ville da også gerne kunne tage ud af boblen for at have lidt tid med familien.

- Normalt ville jeg tage ud på hviledage og spise sammen med dem, så jeg kunne få et lille afbræk fra lejren.

Håndbold var en del af pakken

Det er en vaskeægte håndboldfamilie, som Line Haugsted er vokset op i. 

- Det var en del af pakken for pigerne. Vi spiller håndbold, konstaterer Line Haugsteds mor, Jane Haugsted.

Begge forældre spillede håndbold, og i Viborg HK spiller Line Haugsted sammen med søsteren Marianne Haugsted. Familien tror da også, at landsholdsspilleren savner familien i Skive under slutrunden.

- Vi spiller jo på hold sammen, og vi plejer altid at snakke sammen efter. Nu ved jeg jo ikke, hvordan hun har det, men jeg tror da godt, at hun kan savne at snakke med familien, fortæller Marianne Haugsted.

- Der er altid nye udfordringer, nye holdkammerater og ny træner for eksempel. Der er også et hierarki, der skal være på plads, så der er mange ting hun kunne vende med sine forældre, siger Jane Haugsted.

Selvom forældrene sidder foran fjernsynet og ikke i hallen, så er der stadig masser af lyd fra det lille heppekor.

- Jane siger tit, at jeg skal holde op, for Line kan ikke høre mig alligevel, men jeg kan ikke lade være, siger Peter Haugsted.