EM fortsætter – men uden tilskuere

Der var i forvejen ikke mange tilskuere til stede, men nu er det helt slut med folk på lægterne til EM i håndbold.

EM Håndbold

Coronarestriktionerne i Danmark strammes nok en gang, og det får også betydning for EM i håndbold.

Indtil nu har der været et fåtal af tilskuere i Kolding og Herning, hvor kampene afvikles, men fredag er det helt slut.

Når Danmark løber på banen til første kamp i mellemrunden mod Sverige, vil der kun være folk i hallen, som er på arbejde.

Den melding ærgrer naturligvis Dansk Håndbold Forbund (DHF), som oplyser til TV 2 SPORT, at der er tale om mellem 75 og 100 tilskuere, som nu ikke længere kan være i hallen.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi er kommet i den situation, siger Per Bertelsen, der er formand i DHF.

Selve EM-turneringen får dog lov til at fortsætte.

Fortsat 500 i hallen

Før EM's start stod det klart, at der ikke vil blive sat billetter til salg til EM-slutrunden. Forsamlingsloftet gjorde det kun muligt at samle 500 personer i hallerne. Langt de fleste var på forhånd optaget af mediefolk og spillere.

Folk omkring de forskellige hold og officials optager ligeledes pladser.

Allerede inden slutrunden sendte Louise Burgaard derfor en besked til de danske tilskuere.

- Vi kommer til at tænke på alle jer, der sidder hjemme i stuerne med klaphatte og i rød-hvide trøjer, lød beskeden fra Burgaard.

Uanset antallet af tilskuere løber de danske spillere på banen til kampen mod Sverige fredag klokken 20.30. Du kan følge opgøret på TV 2 og TV 2 PLAY.