Inga hædret for 50 års arbejdsindsats: - Hun er en, man ser op til

I 50 år har Inga Barslund haft sin daglige gang i Føtex i Herning. I dag overraskede hendes kollegaer hende for at fejre den flotte indsats.

Inga Barslund har arbejdet i Føtex Herning i 50 år, og i dag blev hun fejret af sine kollegaer.
Inga Barslund har arbejdet i Føtex Herning i 50 år, og i dag blev hun fejret af sine kollegaer.
Foto: Anders Sass Meyer, TV MIDTVEST

Der er sket meget, siden Inga Barslund blev ansat i i Føtex i Herning i 1970. Nye systemer er kommet til, og kollegaer er kommet og gået, men ingen af delene har taget arbejdsglæden fra hende.

- Det har været en fantastisk god arbejdsplads. Gode kollegaer, gode arbejdstider, siger Inga Barslund.

I dag blev de 50 års tro tjeneste markeret med blandt andet taler og kage fra kollegerne – og en tur i limousine.

- Det er lidt specielt, det må jeg sige. Det er ikke ret tit, man kører i en limousine, siger jubilaren.

Efter et fornemt lift til arbejde ventede en flok af nuværende og tidligere kollegaer ved indgangen med flag og rød løber.

En af dem, der stod klar til at tage imod dagens hovedperson, var Inge Madsen, som for få måneder siden stoppede i Føtex i Herning efter at have arbejdet sammen med Inga Barslund i 37 år. Et kollegaskab, hun har sat stor pris på.

- Vi har delt mange livserfaringer, og vi har hygget os sammen. Det betyder utroligt meget, når man går på arbejde, at man har kollegaer, som man har det godt med, og som vil en det bedste, siger Inge Madsen.

Efter to og et halvt år i brødafdelingen skiftede Inga Barslund til rengøringsafdelingen, hvor hun i dag står for de daglige opgaver. Men det er ikke kun Inga Barslunds indsats på arbejdspladsen, der fortjener ros, mener den tidligere kollega.

- Hun er trofast, varm og omsorgsfuld. Hun er en, man ser op til, og hun er virkelig beundringsværdig på rigtig mange måder, siger Inge Madsen.

Svært at stoppe

Efter et halvt århundrede er fløjet afsted, tænker Inga Barslund også på, hvordan de næste mange år skal tilbringes. Og det med at give slip er ikke så let, fortæller hun.

- Jeg synes virkelig, det er gået hurtigt. Lige pludselig er der gået 50 år, og så står man der, skal man holde, skal man ikke holde. Men jeg har svært ved at holde, siger den trofaste medarbejder.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det også bliver til et 60-års jubilæum, er svaret dog klart.

- Nej. Men for 10 år siden spurgte de mig, om jeg skulle have 50-års jubilæum her, og der sagde jeg også nej, og nu står jeg her. Men det skal jeg ikke have, siger Inga Barslund.

Fejringen fortsætter i løbet af dagen, hvor Inga Barslund blandt andet også skal drikke kaffe med direktøren.

2:03
Se, hvordan det så ud, da Inga i dag blev fejret, i indslaget her.