Tiårige Lilja vil overtage familiens minkfarm en dag

Lilja Blæsbjerg-Obitsø drømmer om at overtage minkfarmen, som hendes far og bedsteforældre driver nu. Familien frygter dog, at coronakrisen vil forhindre den fremtidige minkavl.

Lilja Blæsbjerg-Obitsø med en mink. Billedet er taget længe inden corona-pandemien.
Lilja Blæsbjerg-Obitsø med en mink. Billedet er taget længe inden corona-pandemien.
Foto: Privatfoto

Om en måned skal familien Obitsøs stald gerne være fuld af skind. For selvom minkavlerfamilien fra Skave har holdt coronaen på afstand fra deres farm, så skal der snart tjenes penge igen.

Og de er i kapløb med tiden. Corona vinder mere og mere indpas på de jyske minkfarme, og familien Obitsø håber bare på, at de kan holde virussen væk en måned endnu.

Bedstemor, bedstefar og far driver farmen i dag, men i skolen sidder næste generation og drømmer om at tage over. Hvis der da bliver noget at overtage.

- Jeg kunne godt tænke mig, at det var mig, for jeg synes, at det er hyggeligt at være ude ved dyrene. Det er sjovt, og nu skal jeg også lære at fodre minkene, siger Lilja Blæsbjerg-Obitsø, der potentielt bliver tredje generation, der kan drive minkfarmen i Skave.

Lilja Blæsbjerg-Obitsø er ti år, og selv om corona og mink er de voksnes problemer, så fylder det også på børneværelset. Foruden myndighedernes retningslinjer har hun også fået retningslinjer fra sine forældre.

- Jeg må for eksempel kun lege med én, og så må jeg ikke være nede på minkfarmen, selvom jeg gerne ville. Det ville også være træls, hvis det var mig, der kom til at smitte en af minkene, så jeg forstår dem godt, fortæller datteren af minkfarmerne.

Et kapløb mod tiden 

Risikoen for corona rykker tættere og tættere på. Flere minkfarme får konstateret coronasmitte og må derfor aflive hele deres besætning. Det er endnu ikke tilfældet for familien Obitsø.

I en radius af 7,8 kilometer omkring deres farm ligger 35 andre minkavlere, og som reglerne er lige nu, skal op mod 560.000 mink slås ihjel, hvis bare én af minkene bliver smittet. Det er derfor ikke kun i familien Obitsøs egne hænder.

Selv om det aldrig har set så dystert ud i branchen, så tror mor Maria, at der er et job som minkavler i fremtiden.

- Helt ind i hjertet, så synes jeg, at det ville være et tab, hvis der ikke skulle være minkavl i Danmark. Jeg kan godt forstå, at Lilja gerne vil det, så hvis det er den vej, hun vil gå, så skal hun det, siger Maria Blæsbjerg-Obitsø.

Derfor vil en nedlukning også ramme hele familien.

- Jeg ville blive rigtig ked af det, og det tror jeg også, at mor, far og bedstefar ville blive. Bedstefar er altid positiv, så jeg tror, at han ville tænke, at han kunne starte en ny farm, hvis vi havde penge til det, fortæller Lilja Blæsbjerg-Obitsø.

Men selv med et positivt sind er det svært ikke at være pessimist, når andre minkavlere i nabokommuner får deres dyr aflivet.

- Med den politik, der er lagt ud nu, kan vi kun håbe, at vi når det til pelstid. Men det er næsten usandsynligligt, at vi når igennem uden at blive pålagt at skulle aflive, siger bedstefar og minkavler Jan Obitsø.

Farmen kan tidligst pelse om tre uger, for der har minkenes pels den rette kvalitet.

2:41
Hele familien Obitsø mærker, hvordan Corona kommer nærmere, og de gør alt, de overhovedet kan for at holde virussen ude. Det er et kapløb mod tiden og Corona-virusset for at nå til store pelsningstid om en måneds tid. Og det er hele farmens overlevelse, der er på spil.