Hans drøm har været otte år undervejs, men nu åbner han snart sit nye tilbud til unge med udfordringer

Jesper Nørgaard har skabt et nyt uddannelsessted på sin egen landejendom for unge, der har brug for en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

En ny STU-uddannelse ser dagens lys ved Herning.
En ny STU-uddannelse ser dagens lys ved Herning.
Foto: Privatfoto. Collage: Claus Klok, TV MIDTVEST

Endnu er der tomt i lokalerne, men i løbet af få uger vil der komme masser af liv i landejendommen på Knudmosevej ved Herning.

Her har Jesper Nørgaard i forvejen sit galleri, men kunstneren, der også er lærer, udvider sit repertoire og begynder det, han selv kalder et kreativt og grønt STU-tilbud.

Jesper Nørgaards tilbud har fået navnet Craft-værk og kommer til at have plads til op til 18 unge mennesker med forskellige særlige behov.

For det er lige præcis det, han brænder for. At hjælpe de unge mennesker.

- Det giver mig rigtigt meget energi og glæde, når jeg kan se, at de her unge mennesker vokser. Der er ikke noget bedre end at se, når de kan mere, end de kunne før, påpeger den kombinerede kunstner og lærer.

Har mange års erfaring fra andre tilbud

Han har i forvejen arbejdet med unge og STU i de seneste 14 år på Ungdomscenter Knudmosen i Herning, og samtidig har han i de sidste syv år stået i spidsen for det kommunale tilbud ”Fokus på talent” i Hernings midtby.

Men nu skal det altså være i de nye rammer.

- Allerede, da jeg købte ejendommen for otte år siden, tænkte jeg, at det kunne være et fedt sted til det. Og så har jeg egentlig solgt malerier fra galleriet for at bygge det op, fortæller han med et lille grin.

Og nu bliver drømmen til virkelighed, selvom der som sådan ikke har været noget galt med det STU-arbejde, han har lavet indtil videre.

- Men jeg synes, der har manglet plads og luft. Og det er jo med at gøre det, når man har rammerne til det, slår han fast.

Landejendommen på Knudmosevej i Herning, hvor den nye STU-uddannelse har hjemme.
Landejendommen på Knudmosevej i Herning, hvor den nye STU-uddannelse har hjemme.
Foto: Privatfoto

På landejendommen er der plads til kreativiteten og alt det andet, der ifølge Jesper Nørgaard er brug for, når de unge skal uddannes og få det bedre.

- Man kan have dyr her, og man kan bruge jorden og hestene. Det er ofte sådan, at når man har noget fælles at gå op i, så forsvinder den angst, man måske har. Eller noget andet, pointerer Jesper Nørgaard.

Uddannelsen bliver med kreativiteten i højsædet, lover han. Der kommer til at være både billedkunst, rollespil, filmklub, forfatterværksted og meget mere.

Jesper Nørgaard har mange års erfaring med STU-uddannelsen.
Jesper Nørgaard har mange års erfaring med STU-uddannelsen.
Foto: Privatfoto

Det nye STU-tilbud er godkendt af Herning Kommune, som dermed kan henvise elever til Craft-værk. Flere kommuner kan også få muligheden, hvis der er ledige pladser.

Og inden længe kommer de første elever.

- Jeg regner med, at der kommer nogle i praktik efter påske, og så starter vi helt op omkring 1. maj, siger Jesper Nørgaard.

Der er også plads til dyrene.
Der er også plads til dyrene.
Foto: Privatfoto