Greenbox laver badeværelser i metermål

Færdige badeværelse ruller ud fra Greenbox i Aulum. Ideen, der startede ved en tilfældighed, har fået vokseværk og er i dag en kæmpe succes.

Greenbox i Aulum har vokseværk og sender dagligt omkring 13 samlede køkkener ud af døren.
Greenbox i Aulum har vokseværk og sender dagligt omkring 13 samlede køkkener ud af døren.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Hver dag ruller mere end 13 færdige badeværelsesmoduler ud fra Vævervej i Aulum.

Direktøren for Greenbox kan selv sætte fliser op, hvis det kniber. Det er også ham, der fik ideen til de færdige badeværelser.

- Jeg opfatter ikke mig selv som en direktør. Jeg er medarbejder, og jeg har selv monteret de første fliser, så jeg kender alle arbejdsgange, siger direktør i Greenbox, Mogens Jeppesen.

Greenbox har i dag 100 ansatte og producerer årligt 3500 kabiner. Produktionen foregår på 15 forskellige arbejdsstationer.

- Badeværelset er meget omkostningsfuldt, så derfor giver det rigtig god mening at lave det færdigt på en fabrik, så det bare skal placeres, lyder det fra direktøren. 

Derudover sparer de færdige badeværelser byggepladserne for rigtig mange kræfter.

- Forestil dig, at du skal bære fliser og rør op på tyvende etage og så samle det hele. Her kommer det hele ind på en gang, siger Mogens Jeppesen.

Virksomhed med vokseværk

Ideen har været en overordentlig succes. Greenbox fik Herning og Ikast-Brandes vækstpris i 2017 og på bare fem år har virksomheden fået Børsens Gazellepris fem gange.

- Jeg havde ikke drømt om, at det kunne udvikle sig til det, det er i dag, siger den tilfredse direktør.

Vokseværket har krævet mere og mere plads. Den første badekabine blev lavet i Holstebro, men efter bare et år måtte nye og større lokaler i brug i Aulum. Her gik virksomheden fra en til 13 ansatte.

- Succes kan være lige så skræmmende som det modsatte. Der er rigtig mange ting, der skal ske på én gang, for at vi kan levere det, vi har solgt. Så på den måde skal man have lidt is i maven en gang i mellem, siger Mogens Jeppesen.

Ikke til hvem som helst

Badeværelserne bygges kun i stor skala og kan især spare byggepladserne for mange omkostninger.

- Det fungerer ikke til hr. og fru Jensen, men det fungerer også til renoveringsprojekter, siger direktør Mogens Jeppesen.

- Vi sælger mange badeværelser til projekter, hvor man åbner facaden og skubber badeværelser ind.

Hvis du eller i dit firma er interesseret i badeværelser fra Greenbox, må du dog vente lidt. Ordrebogen hos Greenbox er nemlig fyldt for hele 2020.

Her kan du se et længere program om Aulum-virksomheden:

7:51
 
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST