FCM-anfører om pokalhistorik: Det var en anden tid

FCM spillede sig med 4-0 over OB i pokalfinalen, som FCM aldrig har vundet. Anføreren tror dog på pokalguld.

FC Midtjylland vandt onsdag aften 4-0 over OB i pokalturneringens semifinale
FC Midtjylland vandt onsdag aften 4-0 over OB i pokalturneringens semifinale
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland spillede sig onsdag i pokalfinalen med en 4-0-sejr over OB, og selv om klubben i fire forsøg ikke har vundet, tror anfører Jakob Poulsen på, at det sker nu.

- Nu er vi en del af top-2 og har været det længe, så de pokalfinaler, vi har været i, har været på et andet tidspunkt i klubbens historie, så vi tror helt sikkert på, at vi vinder denne gang, siger Jakob Poulsen.

En pokalsejr vil betyde meget

FCM har de seneste år opnået gode resultater, hvor klubben både har vundet mesterskaber og er nået langt i Europa, men en pokalfinale vil rangere højt.

- En pokalsejr vil være rigtig stort både for klubben, men også for os spillere, for det er en stor begivenhed i dansk fodbold.

- Forhåbentlig kan vi fylde Parken og få en festdag ud af det, og forhåbentlig kan vi også feste hele vejen hjem, siger Jakob Poulsen.

Cheftræner: Fortiden kan vi ikke gøre noget ved

Holdets cheftræner, Kenneth Andersen, mener også, at en eventuel sejr i pokalfinalen vil være stort for klubben.

- En pokalsejr skal rangeres rigtig højt, for før sæsonen var det af de store mål at tage pokalen, siger han.

Kenneth Andersen mener ikke, det betyder noget, at FCM har tabt alle de fire pokalfinaler, klubben har deltaget i.

- Det her hold har jo ikke noget med fortiden at gøre, og vi kan ikke gøre noget ved det, men vi kan gøre noget den 17. maj, og det har vi tænkt os at gøre, siger træneren.

Kenneth Andersen var tilfreds med præstationen mod OB og særligt, at holdet fik scoret fire gange, efter det har haft problemer med at udnytte chancer.

- Vi har manglet noget skarphed, så det er dejligt at se, at skarpheden er tilbage, og at vi fik scoret fire mål, siger han.

1:16
Jakob Poulsen håber på en sejr i den kommende pokalfinale.