Efter coronaudbrud på skole: Nu ruller regionen testbiler ud

Børn og voksne kan nu blive testet ved Lindbjergsskolen i Hammerum, som onsdag blev lukket efter smitteudbrud.

Region Midtjylland vil i samarbejde med Falck sende testbiler til Lindbjergskolen i Hammerum, så elever og deres familie kan blive testet så hurtigt som muligt. (Arkivfoto)
Region Midtjylland vil i samarbejde med Falck sende testbiler til Lindbjergskolen i Hammerum, så elever og deres familie kan blive testet så hurtigt som muligt. (Arkivfoto)
Foto: Caroline Siegumfeldt / TV MIDTVEST

Der blev handlet hurtigt og kontant, da Styrelsen for Patientsikkerhed onsdag lukkede den største folkeskole i Herning efter smitteudbrud.

Region Midtjylland rykker nu også hurtigt ud til Lindbjergskolen, så børn og voksne fra og med torsdag morgen klokken 9 kan blive coronatestet. 

 - Alle elever skal testes. Dem, vi ser som nærekontakter, skal have to negative tests, før vi kan komme tilbage igen, siger Christian Rotbøl, der er centerleder for skoleområdet i Herning Kommune. 

Region Midt vil i samarbejde med Falck sende minimum en pcr-testbil og en kviktest-bil til skolen i Hammerum om dagen. Voksne testes med kviktest og børn under 12 år med den mere sikre pcr-test.

- Bliver man testet positiv ved kviktesten, kan man efterfølgende få foretaget en pcr-test, skriver Herning Kommune i en besked på facebook. 

Skolechefen er godt tilfreds med den handlekraft, der onsdag resulterede i at samtlige cirka 950 elever og dertil ansatte blev evakueret fra Lindbjergskolen.  

 - Vi har løbende igennem hele året været i tæt kontakt med vores skoleledere. Vi har en overordnet krisestab i kommunen, og vi har også en krisestab i Børn og Unge-afdelingen. Der følger vi selvfølgelig situationen tæt, og med det samme vi får sådan en melding her træder vi sammen og forholder os til situationen og hvad der skal ske. 

Et år med corona har lært skoleforvaltningen at arbejde på nye måder og at reagerer meget hurtigt. 

- Vi har haft et meget lavt smittetryk i Herning Kommune. Nu er vi så blevet ramt, men vores system virker, og vi kan handle hurtigt, siger Christian Rotbøl.

Han forventer ikke at, det bliver nødvendigt at lukke andre skoler i samme ombæring, fordi der netop er handlet hurtigt, og fordi arbejdet med smitteopsporing går stærkt. 

- Jeg er ikke nervøs for situationen, vi har styr på den. Men det er brandærgerligt, siger Christian Rotbøl.    

Det er muligt at blive testet mellem kl. 9 og kl. 16, og der kræves ikke tidsbestilling.