Bravo Tours sender folk på juleferie under sydens sol som før corona

2200 personer har valgt at vinke farvel til sne og slud for i stedet at fejre jul i mere eksotiske omgivelser.

Administrerende direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj, har sendt flere tusinde gæster på juleferie i udlandet.
Administrerende direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj, har sendt flere tusinde gæster på juleferie i udlandet.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Sidste år var det ikke muligt at sende rejseglade danskere på juleferie under varmere himmelstrøg på grund af corona, men i år er mulighederne bedre, og derfor har Bravo Tours sendt 2200 gæster ud i verden for at nyde sydens sol hen over julen. 

Det er på niveau med rejseaktiviteten i 2019, fortæller administrerende direktør Peder Hornshøj.

- Vi har udsolgte fly nu her og meget få pladser mellem jul og nytår. Det er nogenlunde det, vi regnede med. Det er to år siden, vi havde nogen afsted til jul sidst, så vi klager ikke, siger han.

Selvom antallet af gæster er cirka det samme som i 2019, så er det ikke de samme rejsemål, som de rejselystne er taget til. Det er nemlig ikke alle lande, der er åbne til at tage imod turister fra Danmark.

De kanariske øer hitter

Klassiske vinterrejsemål som Egypten, Vietnam og Bali er ifølge Peder Hornshøj ikke rigtigt lukket op for besøgende på nuværende tidspunkt. 

Derfor befinder Bravo Tours’ gæster sig lige nu primært på de kanariske øer som Grand Canaria, Fuerteventura, Tenerife og Lanzarote, mens de også har sendt lidt gæster til Thailand og nogle få på safari i Afrika.

- På de kanariske øer er der egentlig fuldt åbent, og det meste fungerer som normalt. De restriktioner, der er, ligner dem i Danmark. Det vil sige, at man for eksempel skal have mundbind på, hvis man går ind på en restaurant, indtil man sidder ned, siger den administrerende direktør.

Omikron har ikke fået gæsterne til at melde afbud

Hos Bravo Tours har de mærket, at der har været lidt ekstra stille på kontoret de sidste par uger, mens antallet af smittetilfælde med omikron er steget. Men det har ikke fået julegæsterne til at melde afbud.

- Vi hører kun fra glade mennesker, så jeg tror, folk nyder at komme afsted. Vi kan mærke, at folk gerne vil rejse, siger Peder Hornshøj.