Blue Fox styrker offensiven med finsk angriber

118 kilo angriber skal nu gøre angrebstoppen endnu stærkere hos Herning Blue Fox. De har lejet finske Jonne Virtanen året ud.

Herning Blue Fox styrker nu angrebssiden med finsk angriber.

Det er den 31-årige Jonne Virtanen, der har mere end 600 kampe i den bedste finske liga på CV'et.

Sportschefen i Blue Fox glæder sig til, at den garvede finne kommer til Herning.

- Vi ser derfor meget frem til, at få Jonne i kamp snarest muligt, så han kan hjælpe holdet med at vinde ishockeykampe, siger Martin Struzinski i en pressemeddelelse.

En spiller, der er svær at komme udenom

Det er ikke kun den finske spillers gode teknik, der gør ham svær at komme udenom.

Han er knap to meter, vejer 118 kilo og ifølge Blue Fox kan den store spiller sætte nogle hårde tacklinger ind.

- Jonne er en fysisk stærk center, som er kendt for at vinde mange nærkampe og faceoffs, og som uden tvivl vil kunne supplere og styrke vores nuværende trup med de spidskompetencer han besidder, siger Sportschef Martin Struzinski i en pressemeddelelse. 

Rævene fra Herning fik øjnene op for Jonnes kvaliteter, da hans nuværende finske klub TPS Turku i denne sæson var på træningslejr i Herning.

Sportschefen fortæller, at Blue Fox ikke har været fuldtallige i sæsonen endnu.

- Det har også været én af bevæggrundene for, at vi nu vælger at reagere, ved at knytte mere bredde og top til holdet, og så øger vi naturligvis på den måde også konkurrencen på holdet, siger Martin Struzinski.

Jonne Virtanens har kontrakt på, at han skal spille for Blue Fox året ud.