Anfører i karantæne: Scholz er tryg ved ny makker mod italiensk angrebsmaskine

Erik Sviatchenko har karantæne i FC Midtjyllands to sidste kampe i Champions League-gruppespillet.

Alexander Scholz og Erik Sviatchenko plejer at være de foretrukne i FC Midtjyllands forsvar (Arkivbillede).
Alexander Scholz og Erik Sviatchenko plejer at være de foretrukne i FC Midtjyllands forsvar (Arkivbillede).
Foto: Bo Amstrup / Scanpix

Forsvarsduoen Erik Sviatchenko og Alexander Scholz var en af nøglerne til FC Midtjyllands mesterskab i den forgangne sæson, og også i den igangværende Champions League-turnering har de dannet stopperpar.

Men når FC Midtjylland tirsdag aften gæster det offensivt stærke Atalanta-hold i Bergamo, er det kun Scholz, der er med. Efter sit røde kort mod Ajax i sidste uge har anfører Sviatchenko karantæne i de sidste to gruppekampe.

Men Scholz er tryg ved erstatningen, hvad enten det bliver Manjrekar James eller Daniel Høegh.

- Vi har tabt med det faste makkerpar, så på den front ændrer det ikke så meget. Jeg har også spillet mange kampe med James, og nu får jeg måske min første kamp med Høegh. Vi må se, hvad vi gør.

- Men det er klart, at Erik er vores anfører, vores frontfigur. Selvfølgelig kommer jeg til at savne ham. Han har været fremragende i den her sæson og sidste sæson, men jeg er sikker på, at den, der spiller, kan gøre arbejdet, siger Scholz på pressemødet forud for kampen.

FC Midtjylland har ikke længere avancement at spille for, men man skal ikke tro, at cheftræner Brian Priske sparer spillere til Superligaen i det travle program af den grund.

- Vi er ikke i en position, hvor vi som sådan kan tillade os at negligere nogen af tingene. Vi har hele tiden sagt, at Superligaen er vores levebrød, og det, som er allervigtigst for os, er at blive mester igen i 20/21.

- Når det så er sagt, tror jeg, at for alle, der følger FC Midtjylland og Champions League, så forpligter det. Det forpligter at være i et gruppespil af den her kaliber. Vi har hverken tid eller råd til at negligere det. Vi veksler, så godt vi kan i forhold til at præstere hver tredje dag, siger Priske.

På midtbanen mangler FC Midtjylland coronaramte Jens-Lys Cajuste og Evander, der tidligere har været smittet.

Sidstnævnte er ellers meldt klar til at træne og spille, men han må ikke spille i Champions League-kampen, da han ikke lever op til de italienske myndighedernes krav for deltagelse i professionel sport.

Atalanta vandt 4-0 i det omvendte opgør i Herning i oktober.