Alle rejser til Spanien aflyst: - Det er da hårdt

Smittetrykket i Spanien er nu så højt, at danske myndigheder fraråder rejser dertil. Det giver travlhed i rejsebranchen.

Kommunikationschef i Bravo Tours, Sidsel Nordestgaard, er en af dem, der har fået travlt, efter at Udenrigsministeriet har valgt at fraråde rejser til Spanien.
Kommunikationschef i Bravo Tours, Sidsel Nordestgaard, er en af dem, der har fået travlt, efter at Udenrigsministeriet har valgt at fraråde rejser til Spanien.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Bedst som håbet så småt var begyndt at komme tilbage i rejsebranchen i takt med, at flere og flere turistmål igen blev tilgængelige, så må rejseselskaberne nu finde sig i at bevæge sig et markant skridt tilbage. Torsdag eftermiddag kom det nemlig frem, at Udenrigsministereiet nu fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Spanien.

Det betyder, at rejseselskaberne nu har fået travlt med at ombooke de rejser, som ellers skulle være gået til Malaga, Mallorca eller nogle af de andre populære spanske feriedestinationer. Det gælder blandt andet hos Bravo Tours i Herning, hvor de ærgrer sig over, at den nye rejsevejledning gælder for hele landet. 

- Det er da hårdt. Vi har fuld forståelse for, at sikkerheden kommer i første række. Det gør den altid, men vi er meget uforstående og meget skuffede over, at man ikke kan gøre, som man gjorde med Sverige. I Sverige kunne man godt regionsopdele, og det kan man ikke i Spanien, og der er jo for eksempel flere hundrede kilometer til Mallorca, hvor mange af vores gæster har holdt en dejlig ferie, fortæller Sidsel Nordestgaard, der er kommunikationschef hos Bravo Tours.

Spanien er på et normalt år et af de mest populære rejsemål for danskere. Siden de danske myndigheder åbnede for rejser dertil i juni måned, har mange solhungrende danske turister da også taget turen sydpå til blandet andet de Kanariske- og Baleariske Øer.

Nu er det dog foreløbigt sat på standby, for coronavirusset har bredt sig i sådan en grad, at antallet af smittetilfælde i landet per 100.000 indbyggere er steget fra 25,5 i sidste uge til 39 over den seneste uge.

Det er over grænsen for de 30 tilfælde per 100.000 indbyggere, som Udenrigsministeriet tillader. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Det er kun danskere på vej til Spanien, der bliver påvirket af rejsevejledningen. Er man allerede i Spanien, kan man fortsætte ferien som planlagt, oplyser Udenrigsministeriet.

Fra Malaga over Tyrkiet til Mallorca for nu at ende på Kreta

Én af dem, som mærker konsekvenserne af den nye rejsevejledning, er Johannes Breinholt fra Vorgod-Barde. Han skulle sammen med sin kone have været til Mallorca, men nu har de valgt at blive ombooket til Kreta i stedet for.

Det kommer, efter at de faktisk skulle have været til Malaga, hvorefter de fik lavet det om til en tur til Tyrkiet. Det blev så derefter lavet om til Mallorca, men nu ser det ud til, at ægteparret ender med at tage til Kreta.

- Det er da frustrerende, og det er da svært at lade helt op til den der ferie, for hvis man glæder sig rigtig meget, så bliver man også rigtig skuffet, men vi er jo ikke de eneste. Man er jo lidt forberedt på, at det sker. Det er træls, men det er jo det, vi må affinde os med under den her krise, fortæller Johannes Breinholt.

Hvis alt går efter planen, tager familien Breinholt afsted på lørdag.

Johannes Breinholt håber nu på, at han sammen med sin kone kan komme til Kreta i stedet for den planlagte tur til Mallorca.
Johannes Breinholt håber nu på, at han sammen med sin kone kan komme til Kreta i stedet for den planlagte tur til Mallorca.
Foto: Kar Erik Lørup / TV MIDTVEST
2:06
Den nye rejsevejledning betyder ekstra aktivitet hos Bravo Tours i Herning, hvor rejseselskabet har fået travlt med at kalder gæster hjem.
Foto: TV MIDTVEST, arkiv.