47-årig anholdt efter knivstikkeri
Uenighed førte til knivstikkeri på resaturant i Herning midtby
En 47-årig mand fra Herning blev sidst på eftermiddagen torsdag anholdt, efter han med en køkkenkniv havde stukket en 27-årig tidligere kollega, på en resturant i Herning midtby.
Begge er tidligere ansatte på restauranten, og ifølge politiet var det uenigheder mellem de to, der førte til det dramatiske knivstikkeri.
- Vi kender ikke årsagen til skænderiet, men forsøger at få det afdækket via de afhøringer vi er i gang med, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.
Selv om den 27-årige blev stukket flere gange på kroppen i forbindelse med opgøret, er han uden for livsfare.
I forbindelse med episoden på restauranten, anholdt politiet også en mistænkelig 24-årig mand, der ville løbe fra gernings-stedet da politiets patrulje ankom. Der var tale om en 24-årig udlænding, som ikke havde papirer på sig af nogen art.
Politiet mener ikke han har noget med knivstikkeriet at gøre. Derimod mistænker de ham for at opholde sig ulovligt i landet. Af samme årsag fremstilles han i et grundlovsforhør senere i dag.
Den 47-årige gerningsmand blev tidligere i dag varetægtsfængslet i 14 dage ved et grundlovsforhør ved Retten i Herning.