Stram Kurs: Fem kandidater kæmper for stemmer i Midt- og Vestjylland

Det er kun få uger siden at Stram Kurs officielt blev godkendt som opstillingsberettiget til valget. Alligevel står partiet nu med kandidater i alle kredse - også i Midt- og Vestjylland.

Opdateret mandag den 3. juni

Artiklen er blevet opdateret med to nye kandidater i Vestjyllands Storkreds.

    De fleste forbinder nok Stram Kurs med partiets stifter Rasmus Paludan. Men efter Stram Kurs er blevet opstillingsberettiget til folketinget, så er der kommet flere kandidater til rundt i landet. Partiet har faktisk fundet kandidater rundt i alle kredse - også i Midt- og Vestjylland.

    I Vestjyllands Storkreds skulle der gå lidt tid, før partiet fandt sin kandidat. Men midt i maj meldte Stram Kurs ud, at de skulle repræsenteres af 31-årige Dennis Kirkegaard fra Stoholm. 

    Han var dog ikke meget for at tale med pressen, og først nogle dage efter præsentationen lykkedes det for TV MIDTVEST at få et interview med den nye kandidat. 

    Men efter det interview blev han fyret som kandidat, fordi hans holdninger, ifølge Rasmus Paludan, ikke stemte overens med partiets. Samme dag blev en ny kandidat præsenteret - nemlig 22-årige Emil Normann Munk.

    Da kandidatlisterne blev offentliggjort lidt over en uge før valget, så stod der to navne mere på listen i Vestjylland. Nemlig August Jeberg og Thomas Schack.

    Provo-kunstner vil i folketinget

    I Nordjyllands Storkreds er det faldet på plads, at det er Uwe Max Jensen og Danni Østergaard Fog Pedersen, der er partiets kandidater.

    Uwe Max Jensen er ny i politik, og er nok bedst kendt som provo-kunstner. Igennem de seneste par år har han stået for flere happenings som blandt andet i 2005, hvor han, som et kunstværk, tissede op ad en gavl i Brande. Noget han fik en bøde på 5.500 kroner for.

    I 2017 blev han anholdt i Viborg, da han i forbindelse med en blasfemi-udstilling optrådte nøgen – eller i hvert fald kun iført ansigtsmasker med Kurt Westergaards Muhammed-tegning og med et kors bundet til sine kønsdele.

    Danni Østergaard Fog Pedersen er 27 år og fra Øster Doense i Himmerland. Han er uddannet anlægsgartner men arbejder nu som taxachauffør.

    På vej i folketinget

    Selv om partiet er forholdsvist nyt, så er de allerede en del af flere vælgeres bevidsthed. I flere målinger står partiet til at komme i folketinget.

    I Altingets seneste geografiske måling fra 15 maj, står de til fem mandater i hele landet. Og to af de mandater regner man med falder i henholdsvis Vestjyllands Storkreds og Nordjyllands Storkreds.

    liveblog

    Stram Kurs svarer på dine spørgsmål


    Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Politik.