DF´er oven på kommentar om klimatosser: Det var ikke så heldigt

Dansk Folkeparti bør være bedre til at formidle partiets klimapolitik. Sådan lyder det i dag fra to lokale DF-formænd.

Pia Kjærsgaard på talerstolen søndag aften til Dansk Folkepartis valgfest oven på Europaparlamentsvalget.
Pia Kjærsgaard på talerstolen søndag aften til Dansk Folkepartis valgfest oven på Europaparlamentsvalget.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Sent søndag aften stod det klart, at Dansk Folkeparti fremover kun vil være repræsenteret med et enkelt medlem i EU-parlamentet. Partiet mister dermed tre af sine fire pladser i det europæiske fællesskab og fik altså en historisk tilbagegang af vælgere.

Ét af de temaer, der har fyldt meget op til valget, er klima. På valgaften valgte stifter og tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, at bruge ordet ´klimatosser´ om en gruppe vælgere, da hun holdte tale for sine partifæller. Det var dog ikke alle, som synes, at ordet klimatosser var det mest velvalgte ord. 

- Det, Pia Kjærsgaard sagde, var måske uheldigt. Jeg så udsendelsen den aften og tænkte, at det var ikke så heldigt, men det var sagt med et glimt i øjet, fortæller Lise Bech, der er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti valgt i Thistedkredsen.

Mere fokus på klimaet

Fem A4 sider fylder Dansk Folkepartis klimapolitik, men i valgkampen frem til EU-parlamentsvalget har den fyldt for lidt. Sådan lyder det i hvert fald fra to lokale DF-formænd.

- Vi skulle måske have haft lidt mere fokus på klimaet. Det ser ud til, at der var en tendens i de større byer til, at de går noget mere op i klimaet. Vi har jo en klimapolitik, men det er svært at sige, om vi måske skal til at melde den mere ud, siger Erling Præstekær, der er lokalformand for Dansk Folkeparti i Herning.

Det samme mener lokalformanden i Holstebro.

- Det er jo ikke fordi, vi ikke har en miljøpolitik. Det har vi faktisk - og en rigtig god en af slagsen. Vi har måske bare ikke været gode nok til at formidle den ud både lokalt og nationalt, fortæller Richardt Graakjær Bostrup Møller, der udover at være Dansk Folkepartis lokalformand i Holstebro samtidig er folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds.

Kan du forstå, at når Kristian Thulesen Dahl kalder debatten for hysterisk, og Pia Kjærsgaard bruger et udtryk som klimatosser, så har vælgerne meget svært ved at se, at I går op i klimaet?

Ja, det kan jeg sådan set godt se fra vælgernes synspunkt, men jeg må omvendt give Kristian ret i, at når man nogen gange ser de udtalelser, der kommer, så bliver det lidt hovski-snovksi. Vi ser eksempelvis hende den 16-årige pige fra Sverige. Man kan godt stille spørgsmål til, om hun har en agenda og en skjult dagsorden i klimadebatten, siger han.

Skal I fra Dansk Folkepartis side være bedre op til valgkampen til at snakke om klima?

- Det skal vi måske generelt ja. Men jeg tænker faktisk også, at pressen skal være bedre til at få det vendt til noget positivt engang i mellem, siger Richardt Graakjær Bostrup Møller.

´Vi vil agere, som vi altid har gjort´

Opfordringen fra de to lokalformænd får dog ikke Lise Bech til at love, at Dansk Folkeparti i resten af valgkampen vil sætte mere fokus på klimaet, end de gør i forvejen.

- Nej, vi vil agere, som vi altid har gjort. Vi er et grønt parti, og vi går også ind for klima og bæredygtighed, men det har vi også hele tiden sagt. Men vi går ikke ind i overbudsgaveboden, siger Lise Bech.

1:59