Alberte vidste intet om at lave møbler: Tre år senere har hun vundet anerkendt designpris

Folk fra udlandet har også henvendt sig for at købe Alberte Bisgaards designs.

4:10
Hun anede intet om at være snedker - nu er hun prisbelønnet for sit svendestykke og har eget firma.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Denne artikel er med i sommerserien ”Fik du læst?”, hvor vi hver dag finder en artikel frem til et godt gensyn.

Vi skal ikke mange år tilbage i tiden, for at finde frem til en Alberte Bisgaard, der ikke vidste en dyt om træ og det at lave møbler.

Men nu har hun i hvert fald Københavns Snedkerlaugs ord for, at hun kan designe pæne møbler.

Hun vandt nemlig snedkerlaugets anerkendte årlige pris, som hylder det sublime håndværk, for hendes svendestykke - et klassisk skrivebord i valnød.

- Jeg ville gerne lave noget ordenligt. Jeg er lidt perfektionistisk. Jeg vil ikke lave noget, som ikke er godt nok, fortæller den 27-årige prisvindende designer.

Hvis du ikke har hørt om prisen før, så kan det tilføjes, at den tidligere er blevet vundet af Bjarke Ingels Group, der står bag kendte bygningsdesign i hele verden.

Men det stopper ikke her for Alberte Bisgaard og hendes bord. Udlandet ringede pludselig med interesse.

 - Der var så en kunde, der havde set mit skrivebord, som gennem en indretningsarkitekt havde spurgt, om de kunne købe sådan et bord. Der er sendt et tilbud til Monaco. Så må vi se, hvordan det går.

Svendestykket, der sikrede Alberte Bisgaard Københavns Snedkerlaugs årlige pris
Svendestykket, der sikrede Alberte Bisgaard Københavns Snedkerlaugs årlige pris
Foto: Jacob Almtoft

Kunne ingenting de første 14 dage

Alberte Bisgaard, der kommer fra Skive-bydelen Resen, har længe drømt om at blive møbeldesigner. Det er hun med hidtidige bedrifter godt på vej til at blive.

Lige nu læser hun industrielt design i Aalborg. Hun har dog allerede papir på, at hun er uddannet maskinsnedker. En vej, hun tog for at lære møbelhåndværket ned til mindste detalje.

Men al begyndelse er svær. Især når man ikke havde prøvet at arbejde med træ før. Men da hun begyndte i lære hos Anton Balle i Skals gik stærkt.

- Det var megasvært. Der var ofte, at der blev snakket om ting, hvor jeg overhovedet ikke forstod, hvad der skete, siger 27-årige Alberte Bisgaard. 

- De første 14 dage, vi havde hende, kunne hun ikke noget. Men hun lærte hurtigt at oliere, og vi kunne også godt se, at der var potentiale. Der var en, der kunne noget, erindrer læremesteren Anton Balle, der i dag producerer den unge designers møbler.

At Alberte Bisgaard havde et stort talent gik for alvor op for den erfarne maskinsnedker, da han så tegningerne til det prisvindende skrivebord.

- Barren var flyttet godt op, og vi kunne se, at der var potentiale til noget, der kunne produceres.

-  Jeg havde høje forventninger, men da jeg så det færdige svendestykke, blev de overgået, siger Anton Balle.

Alberte Bisgaard er stadig med i processen hos Anton Balle, når møblerne produceres. Her er designeren i gang med at oliere et af hendes sofaborde.
Alberte Bisgaard er stadig med i processen hos Anton Balle, når møblerne produceres. Her er designeren i gang med at oliere et af hendes sofaborde.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Møblerne skal gå i arv

Drømmen om at lave designmøbler er tæt på at stadie, hvor man kan sige, at den er blevet til virkelighed.

Så er den næste drøm at lave møbler, skal stå i alverdens hjem i generationer.

- Mine møbler er ikke nogle, du sådan lige smider væk efter et halvt år. Det må gerne gå i arv. Jeg synes, der vigtigt, at man køber noget kvalitet, som holder i lang tid fremfor noget, som skal smides ud om et halvt år, fortæller Alberte Bisgaard.

I dag har den fremadstormende designer sit eget firma under navnet Arboretum Design, hvorfra hun sælger sine møbler.