Familiekabalen

Sille blev mor ti år før gennemsnittet: - Man bliver moden med opgaven

Ungdomslivet blev pludselig skiftet ud med familielivet i en tidlig alder. Men Mikkel Vangsgaard Pedersen og Sille Bangtsson har aldrig fortrudt deres valg.

Johan sammen med sin mor og far Sille Bengtsson og Mikkel Vangsgaard Pedersen. Om en måned  kommer der en lillesøster.
Johan sammen med sin mor og far Sille Bengtsson og Mikkel Vangsgaard Pedersen. Om en måned kommer der en lillesøster.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

Det var lidt af en mavepuster for kæresteparret 21-årige Mikkel Vangsgaard Pedersen og 19-årige Sille Bengtsson, da de for et par år siden stod med en positiv graviditetstest i hånden.
Sille var fast besluttet på, at hun ville beholde barnet. Men Mikkel følte sig slet ikke klar til at blive nogens far.

- Jeg blev meget chokeret, og jeg synes, det var alt for tidligt. Og det værste var næsten, da jeg skulle fortælle det til mine forældre. Det var en hel kamp for mig, siger han.

- Men vi fik snakket det rigtigt godt igennem, og vi elsker jo hinanden. Og så har jeg bare hele tiden været overbevist om, at Mikkel ville blive en god far, tilføjer Sille Bengtsson.

Den lille gut, Johan, kom til verden, og han vendte op og ned på de unge forældres uforpligtende ungdomsflirt og liv med fester og frihed. Nu er hverdagen fyldt med ansvar og omsorg for deres lille dreng.

- Man har jo en eller anden forestilling om, at man er klar til det. Men i virkeligheden, så ved man jo slet ikke, hvad man overhovedet er klar til, før du står med barnet. Man bliver moden med opgaven, siger Sille. 

- Da jeg var mindre, havde jeg svært ved at tro på, at det jeg gjorde, var godt nok. Med Johan har jeg fået mere selvtillid og selvværd. Jeg oplever, at det, jeg gør, er godt for ham, siger Mikkel.
- Da jeg var mindre, havde jeg svært ved at tro på, at det jeg gjorde, var godt nok. Med Johan har jeg fået mere selvtillid og selvværd. Jeg oplever, at det, jeg gør, er godt for ham, siger Mikkel.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

Ti år for tidligt på den

Johans mor og far går under betegnelsen unge forældre. Sille var 19 år, da hun fødte Johan, hvilket er ti år tidligere end gennemsnittet for førstegangsfødende kvinder. Mikkel var 21 år, og dermed var han også ti år foran statistikken for førstegangsfædre.

- Det kan godt være, vi ikke har gjort det i den rækkefølge, vores forældre havde håbet, eller at vi er gået glip af nogle fester, men vi ville ikke ændre det. Når vi ser på Johan, føler vi en ubeskrivelig glæde over, at han er vores, siger Sille.

Familien har slået sig ned i Ræhr udenfor Hanstholm, hvor de netop har købt deres første hus. Og om godt en måned skal de være forældre igen – denne gang til en lille pige.

- Nu ved vi, hvordan vi skal gribe det an. Vi er blevet mere modne, og med Johan har vi lært at tilsidesætte vores egne behov. Vi har også lært, at det hele ikke behøver at være så perfekt, og at vi har brug for hinanden, for at få hverdagen til at fungere, siger Sille

Mikkel og Sille ser flere fordele ved, at de er unge forældre.

- Vi vil få længere tid sammen med vores børn, end dem der venter, til de er 30 eller 40 år. Og så har vi også et andet energi-niveau, hvilket er en fordel, for det er er hårdt og krævende at have et barn.

Deres bedste råd til andre unge, der skal være forældre, er, at de prøver at finde ud af, hvad de selv vil, og så skal de være ligeglade med, hvad andre mener, siger Mikkel.

9:07
Her kan du se hele afsnittet af Familiekabalen - om forældre i forskellige aldre.