Travlhed hos rejseselskab - Sonia og Tom vil til Kreta

Regeringen har åbnet op for, at man igen kan rejse rundt i Europa.

Tom Holst og Sonia Outzen glæder sig til at komme til Kreta til august.
Tom Holst og Sonia Outzen glæder sig til at komme til Kreta til august.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen / TV MIDTVEST

Først blev der lukket ned, og nu er der så igen blevet åbent op. Det har været noget turbulente måneder for rejsebranchen.

Nogle af dem der stod klar, da der igen blev åbnet op for rejser til udlandet, var Tom Holst og Sonia Outzen fra henholdsvis Snejbjerg og Lem.

Selvom coronavirus har hærget over hele verden, er de ikke bange for at blive syge.

- Der har ikke været spor på Kreta. Og jeg ved da, at de mangler så utroligt mange turister, siger Tom Holst.

Og så blev Kreta altså destinationen for sommeren rejse. Dog kunne de tidligst komme afsted til august.

- Det bliver dejligt at komme afsted. Det vil vi glæde os til, siger de to samstemmigt.

Gang i telefonerne

Hos Bravo Tours i Herning, er der ikke blevet lagt skjul på, at coronakrisen har fået hård at komme igennem. Derfor sender det også et smil på læberne, at telefonerne nu igen kimer.

- Det er jo dejligt at have lidt mere gang i butikken end vi har haft i mange måneder nu her og dejligt at vi har kunne kalde en masse medarbejdere tilbage på arbejde, siger direktøren for Bravo Tours, Peder Hornshøj.

Peder Hornshøj er direktør for Bravo Tours.
Peder Hornshøj er direktør for Bravo Tours.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Men selvom der nu igen sker noget på kontoret i Herning, så er det slet ikke nok til at redde sommerens omsætning.

- Løbet er jo kørt i stor stil. For vores vedkommende i Bravo Tours, er det 35.000 rejser, som blev annulleret, og de kommer ikke bare tilbage igen, siger direktøren. 

- Kan vi få måske ti procent ind af det, så tror jeg, vi skal være glade, fortsætter han.

Derfor håber han også på, at regeringen tager noget ansvar, for det som han kalder for en kæmpe fejl.

- Regeringen har påtaget sig et kæmpe ansvar ved at lave den her fejl den 29. maj, da de gik ud og annullerede rejser i tre måneder, og så pludselig komme tilbage og sige, at man godt må alligevel, siger Peder Hornshøj.

- Jeg forventer da, at der kommer en erstatning, slutter han.

1:55
Rejseselskaberne har fået travlt efter ændringer i rejsevejledninger